Kriminelle dommere til VM. Det er det, en hidtil hemmeligholdt rapport har mistanke om.

Det skriver TV 2.

Mediet har fået fat i rapporten, som har et chokerende indhold med otte mistænkte dommerpar, der er under lup for matchfixing og kriminelle forbindelser.

Af de mange dommere er flere aktive ved det igangværende VM.

Eksempelvis de profilerede Matija Gubica og Boris Milosevic, der var i aktion fredag i kampen mellem Tyskland og Qatar.

Rapporten er udarbejdet af Sportradar, som er et analysefirma, der ifølge TV 2 netop har til formål at opdage matchfixing.

Sportradar har undersøgt 26 kampe fra september 2016 til november 2017 til bunds, og det viser sig, at der i de kampe er blevet indbetalt mistænkelige beløb, der afviger fra normalen.

Pengene er blandt andet blevet placeret på lave målscorer eller uafgjorte stillinger ved pausen, og kendetegnende for kampene har været diskutable kendelser fra dommerne.

Det skal vise sig, om rapportens resultater kan bevises.