Følelserne sad helt uden på tøjet hos de fleste danskere lørdag aften, da Christian Eriksen og co. spillede deres første VM-kamp.

Men en særlig nordmand kunne næsten heller ikke være i sig selv i løbet af opgøret mod Peru, der endte med en snæver, dansk 1-0 sejr. Landstræner Åge Hareides søn, Bendik Hareide, havde nemlig meget svært ved at rumme den nervepirrende kamp.

»Jeg synes faktisk, det er frygteligt at se de her kampe, hvor det er så tæt, og hvor kampbilledet blev, som det blev. Den var den første kamp, og man er så nervøs. Jeg synes, det er frygteligt, men også fantastisk på samme tid. Og hold kæft, hvor er det dejligt, at vi har fået de tre point i sådan en kamp,« fortæller Bendik Hareide til B.T. dagen derpå.

Han sad i TV2 Norges studie under kampen, og her havde kanalen luret, at det ville være en god idé at have et kamera på Hareides søn. Han var nemlig i den grad nervøs og sad lige så uroligt, som mange danskere nok også gjorde i løbet af kampen.

Her kan man blandt andet se ham tale om at gå på toilettet under kampen, se ham råbe ad skærmen og til sidst også bryde ud i jubel, da dommeren fløjter kampen af.

Se bare her:

»Jeg fik lyst til at løbe mig en tur og så komme tilbage og se, at Danmark har vundet. Men så alligevel ikke. Man får jo også den følelse af, at det jo ikke kan gå, det her. Nu scorer Peru lige om lidt til 1-1, og så er det op ad bakke mod Australien,« siger han og fortsætter:

»Man får mange tanker i løbet af kampen, men Erik Thorstvedt (tidligere norsk landsholdsmålmand, red.), som sad ved siden af mig, sagde til mig: 'Slap af, Bendik! Danmark har Kasper Schmeichel. De scorer ikke på Schmeichel, så nu skal du slappe helt af. Han er i zonen. Rolig'. Og jeg var sådan: 'Nej, jeg kan ikke slappe af!',« fortæller en grinende Bendik Hareide, da B.T. søndag fanger ham over telefonen.

Åge Hareide var pænt tilfreds med Kasper Schmeichel, der stod en fantastisk kamp og reddede Danmark i flere afgørende situationer.
Åge Hareide var pænt tilfreds med Kasper Schmeichel, der stod en fantastisk kamp og reddede Danmark i flere afgørende situationer. Foto: MARCOS BRINDICCI
Vis mere

Din far er jo træner for holdet, men det er jo ikke det norske landshold, og du var tydeligvis meget nervøs i går. Hvad betyder det danske landshold for dig?

»Jeg har boet mange år i Danmark, og jeg har haft en fantastisk tid der. Og jeg har mange danske venner, rigtig gode venner, så jeg har altid haft et meget tæt bånd til Danmark. Helt fra tiden, hvor han var træner i Brøndby, og jeg boede der selv. Og så er det sjovt nok, at han så også kom til at blive landstræner. Og så er relationen til min far også meget, meget stærkt,« siger Bendik Hareide, der ikke lægger skjul på sin kærlighed til Danmark.

»Og så har man også lært nogle af spillerne at kende og staben omkring min far at kende. Det er flinke folk allesammen, og så får man pludselig det der stærke bånd og nogle gode relationer, og det er jo specielt med min far. Selvfølgelig er det det. Fordi han skal lykkes. Men jeg vil også have, at Danmark skal lykkes. Jeg elsker Danmark.«

Hvad tror du, sejren i går betyder for din far?

»Det betyder ... jeg vil næsten sige alt. Det betyder så meget, fordi de har bygget op til den her kamp i så lang tid, og presset er på ham som træner, men også på holdet. De skal præstere, fordi man hele tiden har talt om, at det var en nem gruppe, og Peru er ikke så gode, og så videre, men de er jo ikke dårlige. Men som jeg sagde i går i norsk tv: Skide være med spillet. Det er tre point, det handler om,« siger sønnike.

Bendik Hareide tror på, at Danmark også ender ud med en sejr, når Australien venter den 21. juni. En kamp, der ifølge ham ikke ligefrem behøver at blive lige så nervepirrende.

»Jeg skal i studiet igen på torsdag, så det kan være, de har kamera på mig igen. Og så skal jeg måske prøve at slappe lidt mere af,« siger en meget glad Bendik Hareide.