Skuffende, tamt og planløst.

Kritikken af det danske VM-hold har været hård efter torsdagens flade 1-1-resultat mod gruppens underhund, Australien.

Flere medier – heriblandt B.T. - går hårdt til Åge Hareides landshold, og blandt de danske fans både på stadion i Samara og ikke mindst foran skærmene på de danske arbejdspladser og i de rød-hvide hjem, blev der også rystet på hovedet af præstationen mod en nation, Danmark burde slå.

Åge Hareide var klar over, at danskerne var et kræsent fodboldfolk, da han skrev under som dansk landstræner. Men lige nu har han svært ved at se, hvad det er folk vil have.
Åge Hareide var klar over, at danskerne var et kræsent fodboldfolk, da han skrev under som dansk landstræner. Men lige nu har han svært ved at se, hvad det er folk vil have. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Efter kampen ville Åge Hareide ikke forholde sig til kritikken. Men dagen derpå stiller han sig frem. Han erkender, at spillerne lavede for mange fejl, men derudover mener han, kritikken er fejlagtig og udtryk for en forkælet indgangsvinkel.

»Vi er også kritiske overfor præstationen. Vi ville gerne have vundet over Australien, så vi stod med seks point, men selv hvis vi havde vundet 1-0, havde folk sikkert stadig været kritiske. Vi må også være kritiske i forhold til spillet. Men jeg husker også, da Danmark vandt EM i 1992. Det var også kritisk. Det var heller ikke kønt. Så jeg ved ikke, hvad I vil have? Folk vil have sejre. Og det er da også ganske godt at være ubesejret i 17 kampe,« siger landstræneren, der især mener, den danske presse er for negativt indstillet i forhold til landsholdet.

»Jeg har diskuteret det med Jon Dahl Tomasson, som jo spillede for Danmark, og vi synes, det er interessant, for jeg har ikke noget imod jer som personer, men jeg har lidt imod måden at fremstille et landshold negativt på, som egentlig bare repræsenterer Danmark og skaffer fire point ved VM. Vi er selv glade for det, men vi ved også godt selv, at spillet ikke har været fint nok. Det ved vi,« understreger Åge Hareide.

»Men hele den fremstilling af negativitet tager jeg ikke til mig, og det gør spillerne heller ikke. Vi er meget klare omkring det, og vi snakker om det. På mange måder bliver det lidt ligesom os mod jer i forhold til synet på tingene, men vi gør altså alt, hvad vi kan, for at blive så gode som muligt. Og vi har skaffet fire point. Vi har set Argentina have det svært, vi har set Brasilien have det svært. Store nationer. Nogen har skrevet, at vi måske er et middelmådigt hold. Måske,« fortsætter nordmanden.

Åge Hareide mener, det er pressen, der trækker danskerne ud på det pessimistiske VM-spor.
Åge Hareide mener, det er pressen, der trækker danskerne ud på det pessimistiske VM-spor. Foto: DYLAN MARTINEZ
Vis mere

Landstræneren mener, at det er pressen, der påvirker folkestemningen i en pessimistisk retning. Han køber ikke præmissen, om at danskerne uassisteret sidder tilbage med en småsløj smag i munden efter de første to VM-kampe, der har resulteret i fire point og en god dansk mulighed for en plads i 1/8-finaler – trods det fejlbefængte spil.

»Snakken kommer fra jer. Vi ser på os selv og evaluerer, hvad vi gør, og vi lægger et voldsomt arbejde på banen. Det gjorde vi også mod Australien,« siger Åge Hareide, der ikke er overrasket over kritikken.

»Jeg var forberedt på, at det var et kræsent fodboldfolk, jeg kom til. Danskerne udnævnte sig selv til Nordens brasilianere, og det er fint. Men danskerne har en mentalitet som kommer andre til gode. Da vi spillede play off hed det: ’Selvfølgelig skal vi til VM’. I Norge ville man være meget forsigtig med at sige, at VI skal til VM, hvis man var i en play off. Men i Danmark er der et krav om, at det skal klares. Det synes jeg egentlig er positivt,« fastslår han.

Christian Eriksen scorede et drømmemål i opgøret mod Australien torsdag. Alligevel har heller ikke den danske stjernespiller levet op til de høje forventninger.
Christian Eriksen scorede et drømmemål i opgøret mod Australien torsdag. Alligevel har heller ikke den danske stjernespiller levet op til de høje forventninger. Foto: PILAR OLIVARES
Vis mere

Allerede på tirsdag kan Danmark spille sig videre ved VM – men holdet kan også ryge ud. Ja, grænsen mellem succes og fiasko er hårfin. Ender det med sidstnævnte scenarie, kan dette VM meget vel gå over i den danske fodboldhistorie som uforløst. Spiller de rød-hvide sig omvendt i 1/8-finalerne, kan Åge Hareide hæve armene i resultatmæssig triumf.

»Jeg er ikke bange for, at VM ender uforløst. For det første har spillerne arbejdet sindssygt hårdt for at komme hertil. Og dem, som har været med til en slutrunde tidligere, ved at det er hårdt, kort, og at der sker meget på kort tid. De indledende kampe går stærkt.  Vi har kun været her i 11 dage, men vi har allerede spillet to kampe, selv om vi samtidig føler, at vi lige er kommet,« siger han, inden han vender sig mod de fire popini, der er på kontoen, inden den sidste gruppekamp mod Frankrig.

»Jeg synes, det er ganske godt. Når vi ser, hvordan såkaldte store hold har det svært… Vi bliver jo kaldt et middelmådigt hold, så vi skal være glade for fire point,« slutter landstræneren ironisk.