Den danske landstræner Åge Hareide valgte ikke at følge med i kampen mellem Peru og Australien.

Dermed vidste han ikke før til sidst, at Danmark faktisk havde fået en hjælpende hånd af peruanerne, der besejrede Australien, som på den måde ikke kunne nå andenpladsen.

Thomas Delaney kritiserede efter kampen - med et glimt i øjet - at Danmark ikke fik besked om stillingen i den anden kamp, men det var der en særlig grund til.

»Fem minutter før slutfløjt vidste jeg, at Peru førte 2-0. Jeg ville ikke vide noget, for det ville forstyrre uanset hvad. Specielt hvis Australien skulle komme foran – hvad skulle vi så gøre, i forhold til at kaste folk frem i banen og tidspunktet for det (en eventuel australsk scoring, red.). Så vi bestemte os for bare at holde tæt, holde vores organisation og få ét point, for det ville sende os videre uanset, hvad de andre gjorde,« siger Åge Hareide til DR.

Det danske landshold er videre ved VM.
Det danske landshold er videre ved VM. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Fra sidelinjen kunne han se sit mandskab hive det nødvendige point hjem mod Frankrig og dermed sikre sig videre avancement fra VM-gruppespillet.

Noget, som den norske træner finder meget tilfredsstillende, da han ikke mener, at gruppe C var så nem, som den af nogle ifølge ham blev gjort til.

»Det var vores mål at komme videre fra puljen. Det er en af de hårdeste puljer, selvom mange på forhånd sagde, det var en let pulje. Ser man på rankingen, er der tre lande blandt de 12 bedste i verden, og det er en hård pulje. Peru fik tre point, og det var måske det bedste hold,« siger Åge Hareide, hvis danske mandskab slutter som nummer to i puljen med fem point.

Et antal, som landstræneren er meget tilfreds med.

»Fem point i gruppespillet mod de modstandere synes jeg er ret godt. Vi kom så videre, og det er vigtigt for alle hold. Det er ikke så nemt, det kan man se på andre hold,« siger Åge Hareide til DR.