Åge Hareide kigger på sit landshold. Og han ser et hold med spillere, der stort set hver gang spiller for deres klubber - og på gode hold som Tottenham, Chelsea, Leicester og Feyenoord.

Der er Champions League-spillere, og der er ikke mindst en masse interessante spillere for større klubber på det danske landshold, men Åge Hareide håber ikke på, at han ser nogle af sine store profiler skifte klub, når transfervinduet åbner i januar. Han ønsker simplethen ikke, at eksempelvis Christian Eriksen eller Nicolai Jørgensen skifter de faste pladser ud hos Tottenham og Feyenoord for at komme til nye klubber. Ikke lige nu i hvert fald.

»Jeg håber faktisk, at de holder sig i ro. Man kan ikke forvente det, men jeg håber det i hvert fald for dem, som spiller godt i deres eksisterende klubber. Jeg håber, at de holder sig i ro, venter til sommer og tager VM med. For det vil være meget, meget bedre med tanke på landsholdet, hvis de bliver, hvor de allerede er lykkedes,« siger Åge Hareide.

Christian Eriksens navn har ad flere omgange været sat i forbindelse med et skifte til Barcelona. Politiken skrev, at Barcelona forberedte et bud på den danske landsholdstopscorer, men står det til Åge Hareide, bør både Christian Eriksen og alle de andre landsholdsprofiler gemme det store skifte til efter sommerens VM.

Anderledes er det for de spillere, der stadig har niveau til landsholdet, men som kæmper lidt med spilletiden for klubholdet.

»For de andre spillere, der søger spilletid, må de gøre, hvad der er bedst for dem selv,« siger Åge Hareide.