Danmark skal til VM. Det kan man ikke skrive for mange gange, og fredag er den første mærkedag i forhold til VM-drømmene, når der trækkes lod til slutrunden. Det har tændt op i de første juleønsker hos de danske fodboldfans, men også hos landstræner Åge Hareide.

Han ønsker sig nemlig bare at få sin drømmepulje.

Der er mange, der glæder sig til fredag og lodtrækning. Hvordan ser din drømmepulje ud?

»Jeg vil gerne have Rusland. Der er meget pres på dem, fordi de spiller på hjemmebane og har alle russere i ryggen. Så vil jeg gerne have et mellemamerikansk eller sydamerikansk hold fra pulje 2. Der tænker jeg Peru. Det ville være fantastisk, hvis vi kunne få Peru. Og så Panama fra niveau 4. Det ville være mit drømmescenario at møde de fire. Spanien er det hold fra pulje 2, der på papiret ser stærkest ud. Dem vil man helst undgå.«

Hvor stor er den pulje af spillere, du kigger på til VM-truppen?

»Jeg har ikke et totalt overblik over det. Når vi har været på ligalandsholdstur, vil jeg have et bedre overblik over det. Det vil også naturligt være den gruppe spillere, der har været inde omkring landsholdet i de seneste to år, der er kandidater til VM. Nogen af de spillere, der er vokset sig for gamle til U21-landsholdet, vil også være i spil, og så kan der også være spændende spillere blandt de nuværende U21-spillere.«

Hvor vigtig bliver ligalandsholdsturen forud for VM?

»Den bliver vigtig på kort og lang sigt. Vi tager 23 markspillere med, og der vil være 10 markspillere, som tilhører den U21-generation, der er nu, og som kan blive fremtidige landsholdsspillere. Der vil være 10 spillere med, som ligger i kamp om en landsholdsplads, og som har været lidt inde omkring landsholdet og kan være kandidater. Jeg udtager holdet 11. december, så de kan forberede sig mentalt og fysisk på, at de skal med i januar.«

Er der også plads til spillere, der popper op inden for det næste halve år?

»Ja, det kan der også være. Der kan være spillere, som gør det stærkt i foråret, for det vil være spillere i form. Men man skal også give kredit til de spillere, der har været med og været loyale mod holdet hele vejen, selv om de måske ikke har spillet så meget. De har en stor del af æren for, at vi er kommet til VM.«

Kan du allerede nu sige, hvad målsætningen er for Danmark ved VM?

»Vi kigger på gruppen, og så taler vi med spillerne om, hvad målsætningen skal være. Det gør jeg, fordi jeg meget gerne vil involvere mine spillere. Det er dem, der skal udføre det. Hvis jeg siger til spillerne, at vi skal slå Brasilien, er det ikke sikkert, at alle er enige i det. Men hvis alle siger, at de også tror på det, kan vi tro på det sammen.«

Du vil besøge alle de danske spillere i udlandet i februar. Hvad regner du med at få ud af den rundtur?

»Vi vil give en tilbagemelding til alle spillerne om, hvordan de har leveret og præsteret i år 2017. Alle, som har været involverede, vil få en individuel tilbagemelding om, hvad de skal arbejde med i forhold til VM. Jeg tror, det er meget vigtigt, at jeg får en god kontakt med klubberne og trænerne og spillerne. Det er måske endnu vigtigere nu med et VM forude.«

Hvem er VM-favoritter?

»Jeg har Tyskland som det bedste hold.«