Lyt til artiklen

De skaber talenter i ét væk. Et sammenhold, der gør det svært at sige farvel.

Og så er der de vilde fester, der på en eller anden måde er med til at binde en sløjfe rundt om svaret på, hvad der gør GOG til noget unikt.

»Festerne var også vilde, da jeg var der,« siger Mathias Gidsel og griner.

»Måske i en lidt mere 2023-version. Det siger meget om fællesskabet, det er meget mere end at mødes og spille håndbold. Der er sammenhold på tværs af alle årgange. De bliver forbundet til festerne og de her skøre traditioner, og jeg tror, det er meget sundt at have noget tradition og historie i en håndboldklub. Det har vi været dygtige til at dyrke i GOG.«

Kulturen – og heriblandt de vilde fester – er noget, der bliver talt om i den aktuelle TV 2-dokumentar 'Vi er GOG'.

Og det er også noget, Simon Pytlick har hørt om derhjemme fra sin far, Jan Pytlick.

»Jeg har hørt mange historier. Ikke nogle, jeg lige på stående fod kan sige nu. Det har mere været den vilde ting, de har lavet sammen, som man har kunnet gå hjem og snakke om efter, som de har været fælles om. Det, tror jeg, har været det, der har afspejlet sig dengang. De prøver at bevare nogle af tingene, det er ikke lige så vildt, for det kan man ikke i dag,« fortæller Simon Pytlick.

Årsagen, der også er grunden til, at Mathias Gidsel kalder det 'mere 2023', er, at der er kommet mobiltelefoner og videokameraer.

Mathias Gidsel har tidligere spillet i GOG.
Mathias Gidsel har tidligere spillet i GOG. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Det sætter en naturlig begrænsning, forklarer begge spillere.

»Man kan ikke gøre noget i dag, uden det bliver filmet. Det er også det, der gør, at vi ligaspillere i dag ikke lige pludselig kan smide tøjet og gøre alt, for så ved vi også, hvor det havner. Det er en helt anden verden,« siger Simon Pytlick.

Noget, der dog ikke er noget helt andet, er kulturen. Følelsen af, det ikke kun handler om håndbold, men også om menneskerne.

Alle er lige, og det er en del af svaret på, at klubben kan blive ved med at spytte talenter ud på stribe – ud over det åbenlyse med dygtige trænere, der gerne spiser med spillerne, og gode håndboldspillere.

»Det er fællesskab, det er nærmest et forsamlingshus, den lille Gudme-hal. Jeg tror også, en stor del af charmen er, at det er i Gudme. Der er ikke meget andet end købmanden og hallen. Det betyder, vi bruger meget tid der og meget af tiden sammen, om vi er U12- eller ligaspillere. Vi snakker alle med hinanden og går og deler tips og tricks ud til hinanden. Det er bare et helt unikt sted. Jeg tror også, det kommer til at være en frontløber de næste mange år også,« siger Mathias Gidsel, der selv har oplevet nogle af traditionerne.

Traditioner, som både han og Simon Pytlick har været med til, og som er vigtige at beholde. Det er med til at binde alle sammen.

»Vi har en skør debuttradition med, at man skal løbe rundt om briksen i omklædningsrummet med bukserne rundt om anklerne, og så bliver man slået i røven. Den tradition har altid været på ligaholdet,« griner Mathias Gidsel.

»Jeg har også været med til nogle nøgenløb på et tidspunkt, da jeg var yngre. Der har været nogle vilde ting, jeg nok ikke lige skal ud med, men der har været sjove ting,« griner Simon Pytlick.

Simon Pytlick spiller til daglig i GOG.
Simon Pytlick spiller til daglig i GOG. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Traditionerne er vigtige. Det samme er festerne. For de er med til at binde folk sammen, fortæller han.

Fordi alle er lige, kan det for eksempel betyde, at ungdomsspillere føler, der ikke er langt til ligaholdet, og det kan give dem lyst til at fortsætte.

»Der er nogle traditioner. Man går og snakker om dem, og det er noget, der er med til at gøre, man har noget tilfælles, noget alle skal igennem. Det tror jeg har sat sit præg. Det binder folk sammen på en mærkelig måde, og det er noget, man skal opleve, før man rigtig forstår det,« siger Simon Pytlick, der stadig spiller i klubben.

En klub, der betyder »utroligt meget« for ham.

»Det er derfor, det er enormt svært at forlade den. Man hører om mange, der har svært ved at komme væk derfra. Så er jeg med på, der er mange hold i Europa, der er attraktive. Det med at have sig selv med i tingene får man virkelig der. I sidste ende, når man skal tage den beslutning, kan det godt være lidt sværere, fordi man har en familiefølelse. Man bruger så mange timer der, man vil være der efter træning. Det er lidt en sørgelig kærlighedsfilm, at man en dag skal sige farvel.«