Lyt til artiklen


De kan godt glemme alt om det!

Den danske landsholdsstjerne Mathias Gidsel har i hvert fald været iskold, når alverdens agenter har kimet ham ned de seneste måneder og forhørt sig om håndboldjuvelens fremtidsplaner.

For han skal ingen vegne – lige foreløbig. Det vidner den 23-årige danskers nye kontrakt med Füchse Berlin da også om. Den tyske storklub har nemlig Gidsels underskrift på plads indtil 2028.

En monsterkontrakt, der sjældent ses i håndboldverdenen.

»Først og fremmest er det jo et tegn på, at jeg har det godt i klubben, hvor jeg har fået et stort ansvar. Og så trives jeg rigtig meget i byen. Jeg måler i glæde, når jeg laver en kontrakt. Ikke penge,« fortæller Mathias Gidsel til B.T.

Den unge guldfugl har kun været i Berlin-klubben siden sommer, og i forvejen løb danskerens kontrakt indtil 2025.

Men fem måneder var nok til, at tyskerne valgte at forgylde danskeren de næste mange år.

Og det var nok meget klogt. For ifølge hovedpersonen har telefonen nærmest ikke haft ét roligt øjeblik den seneste tid:

Mathias Gidsel har fremtiden på plads.
Mathias Gidsel har fremtiden på plads. Foto: Andreas Gora
Vis mere

»Der har været rift om mig, kan jeg da godt afsløre, og derfor var det også vigtigt for både klubben og mig selv at sikre en aftale hernede i mange år.«

»Det har været vigtigt for mig at få det på plads. Jeg var træt af, at agenter ringede til mig, for jeg er jo glad for at være i Berlin. For mig handlede det om at få fjernet fokus fra andre interesserede. Jeg gider ikke at snakke med forskellige klubdirektører hele tiden. Jeg vil hellere snakke med min familie,« forklarer bagspilleren.

Med kontraktforlængelsen in mente er det nok heller ikke helt urealistisk, at der er sendt en ganske pæn lønstigning i danskerens retning.

Og derfor er økonomien da heller ikke ligefrem noget, som Mathias Gidsel behøver at tænke på de kommende år.

»Nu behøver jeg ikke at banke på direktørens dør, når det er gået godt til en slutrunde. Jeg er glad for, at jeg ikke skal tænke over noget de næste fem år i hvert fald,« lyder det fra Füchse Berlin-spilleren.

Det var i sommer, at det danske stjerneskud skiftede til den tyske klub eller flere år i GOG.

De kommende uger skal Mathias Gidsel dog bruge sammen med resten af det stjernespækkede danske landshold, der spiller VM i Sverige og Polen.