Wales spillede 1-1 med USA ved VM efter en udligning af Gareth Bale på straffespark i 82. minut.
Sneen falder, det er mørkt og koldt, men der er VM i fodbold.
USA og Wales delte i porten, da de to nationer mandag tog hul på VM.
Det var også ganske fortjent. USA var bedst i første halvleg, mens Wales tog teten i anden halvleg. Efter et mål i begge halvlege endte det 1-1.
USA var på vej til at tage de tre point, indtil Gareth Bale på et straffespark udlignede i 82. minut.
Efter mandagens kampe topper England gruppe B efter storsejren på 6-2 over Iran.
Gruppens fire hold skal i aktion igen fredag, hvor Wales står over for Iran, mens England og USA mødes i det andet opgør.
Wales spillede mandag sin første VM-kamp siden 1958, mens USA "kun" har været uden for international fodbolds fineste selskab i otte år.
Amerikanerne startede som lyn og torden. Med høj energi lagde USA pres på Wales, og efter små ti minutter brændte det da også på, da træværket på walisernes mål blev testet.
Efter det indledende amerikanske stormløb kom Wales mere ind i kampen, selv om det meste stadig foregik på USA's præmisser.
Ti minutter før pausen gik den dog ikke længere for Wales. Timothy Weah blev sendt mod mål med en stikning, og angriberen sparkede køligt bolden i kassen til 1-0 for USA.
Turen i omklædningsrummet gjorde godt for Wales, der kom ud til anden halvleg som forvandlet. Nu var det Gareth Bale og co., der havde overtaget og pressede USA.
Men amerikanerne fik så småt spillet sig ud af det, og kampen blev mere jævnbyrdig, selv om et tiltagende desperat Wales-hold jagtede en udligning.
Til det fik Wales en livline, da Gareth Bale i 80. minut blev nedlagt i det amerikanske felt. Det udløste et straffespark. Bale sparkede selv og sendte bolden i nettet via målmand Matt Turners fingerspidser.
Det åbnede kampen helt op. Wales lugtede blod, men det endte altså med et point til hver.
/ritzau/
Du kan følge alle dagens gruppekampe i LIVE-bloggen her: