Er Åge Hareide kommet til at tænde en ild i de franske spillere inden Danmarks VM-skæbnekamp mod Frankrig?

Det var et af emnerne, da den franske landstræner Didier Deschamps gav sit pressemøde inden tirsdagens kamp. Og den tidligere midtbaneslider havde da noteret sig Hareides knap så positive udsagn om franskmændene inden VM.

»Alle har lov til at sige, hvad de vil. Det var ikke noget godt, han sagde. Men jeg behøver ikke bruge det. Spillerne lytter, og de ved godt, hvad træneren har sagt. Det er ikke noget, der vil give ekstra motivation til de spillere, der skal starte i morgen,« siger Didier Deschamps.

Frankrigs landshold træner i Moskva inden kampen mod Danmark. Vis mere

Hvad var det så, Åge Hareide havde sagt? Jo, han havde fået talt det franske kollektiv ned og havde samtidig sendt en stikpille af sted mod franskmændenes største stjerne.

»Paul Pogba er op og ned. Han spillede med hvidt og blåt hår for Manchester United, da det mødte Manchester City. Så spiller han nok med hvidt og rødt hår mod os. For helvede da. Han er en, der pynter sig,« sagde Åge Hareide til Jyllands-Posten inden VM.

Frankrigs landshold træner i Moskva inden kampen mod Danmark. Vis mere

Men de udsagn måtte Åge Hareide hurtigt tage i sig igen. Der gik bare et par dage, før han fortalte, at han var blevet misforstået. Og Danmarks landstræner havde masser af ros tilovers for de franske stjerner.

»Frankrig er jo et godt hold, det er nok et af de bedste til VM, så man må jo tro, at jeg var beruset, når man læser interviewet,« sagde Åge Hareide.

Men det var altså ikke helt nok. For meddelelsen nåede til Frankrig, og tirsdag aften behøver de franske stjerner - eller reserver - ikke den ekstra motivation, hvis Danmark ønsker sig videre fra gruppen. Det kræver bare et kryds mod franskmændene. Eller at Peru henter sit første VM-point i kampen mod Australien. Danmarks skæbne ligger altså i egne hænder, men også med mulighed for at blive reddet af Peru.

Se også