To gange inden for det seneste halve år har Danmark trukket sig sejrrigt ud af opgør mod Frankrigs verdensmestre.

Og det er 'Les Bleus' ret bekymret for forud for de to landes tredje 2022-møde lørdag.

På torsdagens meget tidlige pressemøde på Danmarks ørkentræningsanlæg var der mødt en håndfuld franske journalister op.

»Hvad er jeres hemmelighed, og hvordan kan du hjælpe os med at finde de danske svagheder?« lød et spørgsmål fra en smådesperat franskmand til assistentlandstræner Morten Wieghorst.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Vil du have mig til at hjælpe jer?? Ej, jeg tror ikke ikke, at Frankrig har brug for hjælp,« svarede danskeren.

En anden fransk reporter forsøgte at lokke lørdagens kampplan ud af Morten Wieghorst.

»Selvfølgelig fortæller jeg dig ikke vores plan. Godt forsøg!«

Det er Danmark, der er klart mest presset i lørdagens kamp. Frankrig vandt deres premierekamp med 4-1 over Australien, mens Danmark skuffede med 0-0 mod Tunesien.