Det er bare et år siden, Kasper Dolberg var på alles læber.

Den blonde angriber scorede mål på samlebånd i både den hollandske liga og Europa League, hvor han spillede en hovedrolle på Ajax Amsterdams tur til finalen. Silkeborg-knægten var blandt de varmeste og mest omtalte unge spillere i Europa, og havde han selv og Ajax haft lysten, kunne han i sommer have skiftet klub i den største danske handel nogensinde.

Men, men, men... Europa League-finalen mod Manchester United i slutningen af maj blev første skridt på en nedtur, der i den sidste halvdel af 2017 kulminerede i dårlig form, en plads på reservebænken og til sidst en alvorlig fodskade.

Nu er Dolberg imidlertid på vej tilbage. Mandag trænede han for første gang med hos Ajax, efter han juleaftensdag blev skadet. Dolberg har dermed taget de første skridt tilbage mod lyset, og måske - blot måske -kan der ligge en VM-billet og vente forude.

»Man skal ikke udelukke noget som helst, og han må meget gerne komme i spil. Det kommer an på, hvor hurtigt han kommer tilbage og spiller på et Ajax-mandskab, som måske ikke er så godt, som det i fjor. Vi kender ham, og vi kender hans kvaliteter, så vi regner med, han får muligheden, når han er frisk og klar igen,« siger landstræner Åge Hareide til BT.

»Vi følger med, og der kan ske noget med nogle af vores øvrige angribere, så vi skal holde hullet åbent for de fleste,« fortsætter landstræneren.

Den nu 20-årige Dolberg var sidste år en sand publikumsfavorit hos landsholdets hjemmepublikum i Parken. Dolberg debuterede allerede i rødt og hvidt i november 2016, og henover sommeren og efteråret sidste år, fik han tre kampe yderligere i landsholdsdragten.

Men de seneste måneder er Dolbergs navn forsvundet fra folks læber, ligesom hans navn ikke har optrådt hyppigt, når der er blevet spekuleret i de 23 udvalgte, som landstræneren tager med til Rusland i juni.

»Det er fodboldens forbandelse. Du kan have en sæson, hvor alt lykkes, og så får du en skade, der ændrer alt,« siger Åge Hareide.

Men landstræneren har ikke altså glemt Danmarks største angrebstalent, som derfor kan ende med at tage en VM-billet fra baghjul. Hvis Dolberg vel at mærke kommer tilbage fra sin skade i en tilstand, der ligner den vi så sidste år. Dengang vi alle snakkede om ham.