Han behøver ikke at sige ret meget. Ansigtsudtrykket siger det hele.

For da snakken falder på særligt ét emne, er det tydeligt, at det rammer den danske landsholdsspiller Magnus Landin mere end noget andet.

Han må nemlig vinke farvel til sin bror, den danske håndboldstjerne Niklas Landin, som til sommer skifter den tyske storklub THW-Kiel ud med Aalborg Håndbold efter 11 år i Tyskland.

En beslutning, som den efterladte bror nærmest har forsøgt at lukke en smule ude, siden skiftet blev meldt ud sidste år.

27-årige Magnus Landin.
27-årige Magnus Landin. Foto: Claus Bech
Vis mere

»Jeg tør næsten ikke at tænke på den tid, der kommer, efter han er rejst. Vi har et meget tæt forhold, og vores store drøm har altid været at spille sammen. Og det ville jeg gerne mange år endnu,« fortæller Magnus Landin til B.T. og tilføjer:

»Det er bare lidt svært nu. Vores veje passede ikke helt sammen længere. Han har været i Tyskland i mange år, så jeg kan godt forstå, han vender hjem sammen med sin familie.«

Efter fem år med sin storebror som trofast støtte i dagligdagen må han derfor snart 'stå på egne ben'.

Og det bliver en omvæltning, erkender Magnus Landin:

»Det bliver specielt at sige farvel. Jeg er tit på besøg hos Niklas og hans familie, og jeg er blevet tætte med hans hustru, søn og datter. Vi har brugt hinanden i hverdagen.«

»Niklas og jeg rejser jo meget sammen i klubben, men når vi er hjemme, så tager jeg ofte hjem til dem og spiser med. Det bliver lige pludselig mærkeligt ikke at have ham tæt på uden for banen. Dér har vi det jo nærmest endnu bedre sammen.«

Og netop søskendeforholdet uden for banen er da også kun blevet stærkere med årene, lyder det.

Han har nemlig brugt tid med sin storebror på en måde, som han aldrig havde gjort, inden han rejste til Tyskland i 2018.

Brødrene Niklas (tv.) og Magnus Landin.
Brødrene Niklas (tv.) og Magnus Landin. Foto: KHALED ELFIQI
Vis mere

»Vi har fået et endnu tættere forhold af at være hernede sammen i så mange år. Jeg var kun ti år, da han flyttede hjemmefra, og så var der mange år, hvor vi boede langt fra hinanden. Så på en måde har vi lært hinanden at kende igen,« lyder det fra lillebror-Landin, inden han tilføjer:

»Normalt bor man jo mange år sammen hos sine forældre, så der er faktisk nogle ting om ham, der er gået op for mig, efterhånden som vi har brugt en masse tid sammen.«

Derfor er Niklas Landins beslutning om at vende hjem til Danmark da også noget, der prikker et lille hul i fløjspillerens tryghedsboble.

En tryghed, der altid har været der, siden han skiftede til den tyske Bundesliga.

For uanset, hvad der er sket undervejs, har han haft sin bror at læne op ad under sit udlandseventyr.

»Det var en stor hjælp i starten, at han var der. Og en kæmpe tryghed for mig. Jeg kunne ikke sproget og kendte ikke kulturen. Han og familien har hjulpet mig, så nu kan jeg vel stå på egne ben,« siger Magnus Landin efterfulgt af et grin.

Mens storebror-Landin vender hjem til Danmark efter denne sæson, har fløjspilleren ingen planer om at forlade sin tyske klub.

»Jeg er i hvert fald ikke færdig hernede,« understreger han.

Magnus Landin forlængede sidste år sin kontrakt med THW Kiel, så den nu løber frem til 2025.

Den kommende tid kommer han dog til at bruge i selskab med sin bror og de andre landsholdsstjerner, når Danmark jagter VM-guld i Sverige og Polen.