Måske du også har bemærket de adskillige sæder, der står tomme, når der spilles VM-kampe i Qatar.

Og dette til trods for, at det officielle tilskuertal har været højere end stadionets kapacitet. Men der er en forklaring på de tomme pladser.

Det fortæller Emma Poulsen fra Esbjerg, der lige nu befinder sig i Qatar for at heppe på det danske landshold.

»Mange sidder og ser kun en halvleg eller nogle minutter af kampene. De kommer og tager et billede, enten under kampen eller foran stadion, til deres sociale medier, og så går de igen,« siger Emma, der var på Education City Stadium, da Danmark tirsdag spillede 0-0 mod Tunesien.

Al Bayt Stadium fra Qatar-Ecuador-kampen.
Al Bayt Stadium fra Qatar-Ecuador-kampen. Foto: Molly Darlington/Reuters
Vis mere

»Under den kamp kom der for eksempel en mand og satte sig på sit sæde ti minutter, inden kampen var færdig. Han fik et dansk flag i hånden, tog billeder og gik igen. Det var som om, at så havde han gjort sit job.«

Emma Poulsen er ikke klar over, hvorvidt folk har betalt for billetterne, eller om de har fået dem. Men det virker som ren proforma, fortæller hun.

»Der virker lidt latterligt. Og de siger, at der er flere på stadion, end der reelt set er plads til. Og så er der bare en masse tomme pladser. Det kan være en indikation på, at nogle skal derind og vise, at de har været der, og så ud igen.«

Og helt generelt er fodboldstemningen noget anderledes, end hvad hun ellers kender til. For lige så tæt vi stod og sang med på 'Re-Sepp-Ten' under EM sidste år, lige så tomt er der i Qatar under VM.

25-årig Emma er taget til Qatar for at heppe på det danske landshold.
25-årig Emma er taget til Qatar for at heppe på det danske landshold.
Vis mere

»Man føler, at der er gjort plads til den store fest, men at publikum mangler. Eksempelvis på FIFAs officielle plads, hvor der er storskærme og forskellige aktiviteter – der er måske kun en tiendedel af dem, der er gjort plads til.«

Foto fra FIFAs officielle fan-plads i Qatar.
Foto fra FIFAs officielle fan-plads i Qatar.
Vis mere

Alligevel er stemningen og energien blandt de danske fans god, fastslår hun.

Og for at vise deres støtte til de danske spillere troppede en større gruppe danskere op torsdag morgen ved Al Sailiya Sports Club, hvor landsholdet skulle træne.

»Der har været meget fokus på det politiske, så vi tog hen til træningen for at vise, at vi støtter spillerne lige meget hvad og for at vise dem god stemning og energi. Landsholdet skal fokusere på fodbolden,« fastslår Emma Poulsen.

»Pierre-Emile Højbjerg, Andreas Christensen og Thomas Delaney gav autografer. Delaney sagde, at han jo havde masser af tid til at skrive.«

Pierre-Emile Højbjerg skriver autografer til de danskere, der mødte op torsdag morgen inden træning.
Pierre-Emile Højbjerg skriver autografer til de danskere, der mødte op torsdag morgen inden træning.
Vis mere

Emma skal se kampen på lørdag, hvor Danmark møder Frankrig. Hun håber naturligvis på tre point til de røde og hvide, men også på mulighed for at kunne juble.

»Frankrig spillede godt forleden, så nu må vi se, hvordan kampen kommer til at gå. Men det kunne være fedt, hvis Danmark kunne lave et mål, så vi kan juble ekstra meget.«

Danmark spiller mod Frankrig lørdag 26. november klokken 17.

Du kan få alle reaktioner og seneste nyt fra slutrunden i B.T.s liveblog her.