Den fantastiske fodboldfest, som bølgede ind over hele Danmark under sidste års EM-slutrunde, kommer ikke til at gentage sig i år.

Det er ikke kun en direkte konsekvens af den skandaleramte slutrundes placering i iskolde november.

For drømmer du om at slubre gløgg i vinterkulden ved et storskærmsarrangement, mens Dolberg brager bolden i mål? Så bliver det i hvert fald ikke i hverken København eller Aarhus.

Spidserne i Danmarks to største byer slår nu fast, at de – akkurat som i Frankrig – ikke ønsker at give plads til offentlige visninger af VM-kampene.

Foto: Philip Davali
Vis mere

»Vi kommer ikke til at støtte op om VM i Qatar ved at arrangere storskærmsvisning,« lyder det fra Aarhus Kommunes vikarierende rådmand for Kultur og Borgerservice, Metin Lindved Aydin (R), til Jp.dk.

»Slutrunden vil være med til at promovere et land, der har problemer med at overholde menneskerettighederne. Derfor kommer vi ikke til at sætte en skærm op på for eksempel Store Torv,« fortsætter han.

Heller ikke i København ønsker kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (R) at give plads til VM-slutrunden med de mange døde migrantarbejdere på samvittigheden.

»Det kommer vi ikke til at bakke op om. Jeg synes ikke, at vi som kommune skal understøtte et VM med Qatar som arrangør,« siger hun og fortsætter:

Foto: Philip Davali
Vis mere

»Det er drønproblematisk, at nogen har valgt, at VM skal holdes der. Som dansk folkevalgt eller offentlig myndighed skal vi ikke understøtte et VM, hvor migrantarbejdere er døde for at bygge stadioner.«

Mia Nyegaard understreger, at det i sidste ende er en beslutning, der skal forbi Borgerrepræsentationen, og siger samtidig, at kommunen endnu ikke har modtaget henvendelser fra aktører, der vil vise VM på storskærm på offentlige arealer.

Dog har kommunen til hensigt at støtte et mindre VM-arrangement i Hafnia-Hallen, men kun hvis arrangøren indvilger i, at der sideløbende med visningen af VM-kampe skal arrangeres talks, der sætter fokus på Qatars brud på menneskerettighederne.

Danmarks gruppekampe ved VM i fodbold ligger på følgende dage i november:

  • Tirsdag 22. november klokken 14.00: Danmark-Tunesien (Al Rayyan)
  • Lørdag 26. november klokken 17.00: Danmark-Frankrig (Doha)
  • Onsdag 30. november klokken 16.00: Danmark-Australien (Al Wakrah)