Uruguay holdt for tredje kamp i træk nullet og besejrede Rusland med 3-0 ved VM i fodbold.

Ruslands fremmarch ved VM i fodbold på hjemmebane blev mandag stoppet af Uruguay.

Sydamerikanerne vandt sikkert med 3-0 i Samara i en kamp, der gjaldt førstepladsen i gruppe A.

Begge hold var allerede før kampen sikret en plads i ottendedelsfinalerne.

Effektive Uruguay, der endnu ikke har indkasseret et mål ved VM, slutter som nummer et med ni point, mens russerne bliver nummer to med seks point.

Egypten og Saudi-Arabien var efter to nederlag allerede slået ud inden deres indbyrdes kamp mandag.

Luis Suarez indledte målscoringen for Uruguay efter ti minutter, da han sendte et frispark fladt og diagonalt i nettet til 1-0.

Ruslands målmand, Igor Akinfeev, så ikke helt godt ud i situationen, hvilket nok primært skyldtes, at han nåede at tage et skridt i den forkerte retning, da afslutningen faldt.

Midt i første halvleg fordoblede Uruguay føringen på noget heldig vis.

Diego Laxalt sendte en aflevering ind mod mål, og bolden blev afrettet af Ruslands Denis Cheryshev og gik i mål til 2-0.

Russerne, der havde vundet de første to kampe ved VM med en samlet målscore på 8-1, fik endnu dårligere betingelser for at komme tilbage i kampen, da holdet ti minutter før pausen blev reduceret til ti mand.

Igor Smolnikov dummede sig ved at pådrage sig sit andet gule kort.

Uruguays målmand, Fernando Muslera, havde ikke alverden at lave i sin landskamp nummer 100, selv om Rusland forsøgte at komme tilbage i anden halvleg.

Forsvarsstyrmand Diego Godin sørgede dog for at lukke af, og kort før tid havde anføreren et hoved med i spillet, da Edinson Cavani efter flere forgæves forsøg omsider kom på scoringstavlen.

Diego Godin headede på mål, og Cavani sendte returbolden i nettet, efter at Igor Akinfeev havde halvklaret forsøget.

Begge hold sparede flere stamspillere i startopstillingen til kampen.

Det er endnu uvist, hvem Uruguay og Rusland kommer til at møde i ottendedelsfinalen.

Det bliver afgjort senere mandag aften, når Spanien, Portugal og Iran gør op om de to bedste pladser i gruppe B.

Spanien og Portugal har fire point efter to kampe, mens Iran har tre point, og Marokko er sidst uden point.

Spanien møder Marokko, mens Portugal spiller mod Iran.

/ritzau/

URUGUAY-RUSLAND

SAUDI-ARABIEN - EGYPTEN