Den argentinske fodboldlegende Diego Maradona forbrød sig mod reglerne, da han lørdag gæstede Luzhniki Stadion i Moskva for at støtte sine landsmænds kamp mod Island.

Den 57-årige argentiner valgte nemlig at fyre op for en cigar under kampen, hvilket ikke er tilladt. Det blev han heftigt kritiseret for, hvor blandt andet den amerikanske The Times-journalist Martyn Ziegler skrev:

»Alle ved, at Maradona mener, at regler kun er til for de dødelige.«

Episoden var Diego Maradona så efterfølgende ude at beklage på sin Instagram-profil.

»I dag var en svær dag for argentinere med en masse spænding i vores åbningskamp ved VM. Alle har deres måde at føle ting på. Jeg vidste ærlig talt ikke, at ingen måtte ryge på stadion. Jeg undskylder til alle og til organisationen. Kom så, Argentina! Lad os støtte vores drenge - nu mere end nogensinde før,« skrev han efter opgøret, der noget overraskende endte 1-1.

Senere samme dag måtte han dog igen gå på sin Instagram-profil for at forsvare sig. Denne gang handlede det om en anden episoden fra kampen, hvor han blev anklaget for at lave racistiske håndbevægelser mod en sydkoreansk fan. Her skrev BBC-journalisten Jacqui Oatley om hændelsen:

»Maradona er ikke særlig cool lige nu. Nogle sydkoreanske fans råbte ‘Diego’, og han svarede med et smil, kys og vink. Derefter førte han med fingrene øjnene til siden i en klar racistisk gestikulation. Vi var alle chokeret,« skrev hun på Twitter.

Som svar til de anklager skrev Maradona på Instagram:

»Jeg forstår mere end nogen anden, at folk under VM leder efter nyheder overalt, men jeg vil gerne gøre dette klart: På stadion, omringet af så meget kærlighed fra folk, stødte jeg på en gruppe af mennesker omkring en fan, som filmede os - en asiatisk dreng, der bar en argentinske trøje. Jeg - langt væk fra - forsøgte at fortælle ham, hvor fedt det var, at selv asiater hepper på os. Og det var alt. Venner, kom nu.«

Diego Maradona vandt med Argentina verdensmesterskabet i Mexico tilbage i 1986.

Næste gang han kan se Messi og sine andre landsmænd i aktion er torsdag den 21. juni, hvor argentinerne møder Nigeria.