Inden Canada søndag skulle møde Kroatien ved VM, fik den canadiske målmand, Milan Borjan, sit nummer lækket.

Det resulterede i, at målmanden, der til daglig spiller for Røde Stjerne Beograd, modtog omkring 2.500 hadbeskeder.

»Det siger meget om, hvem de mennesker er. Jeg ønsker Kroatien alt det bedste,« sagde Borjan efter kampen ifølge Daily Mail og fortsatte:

»Det viser, hvor primitive mennesker er. Jeg vil ikke kommentere mere på det. De burde arbejde med sig selv og deres familier, for de har åbenbart en vis frustration, som de prøver at få ud.«

Milan Borjan har serbiske rødder, men stiller op for Canada.
Milan Borjan har serbiske rødder, men stiller op for Canada. Foto: CARL RECINE
Vis mere

Årsagen til vreden mod Milan Borjan skal findes et helt andet sted end i selve kampen, som endte med en kroatisk sejr på 4-1, der sendte Borjan og Canada ud af VM.

Borjan, som har serbiske rødder, er nemlig født i Jugoslavien – nærmere bestemt Krajina – og boede tilmed i byen Knin.

En by, der blev overtaget af serberne under Balkankrigen, men som den kroatiske hær befriede i 1995, og som dermed betegnes som kroatisk land.

Derfor gjorde Borjan sig noget upopulær blandt kroaterne, da han i april insisterede på, at han ikke er født i Kroatien.

Til kampen havde de kroatiske fans taget et flag med med teksten 'Knin 95'. Flaget refererer til sejren i krigen, hvor Borjan og mange andre sebere måtte flygte på traktorer.
Til kampen havde de kroatiske fans taget et flag med med teksten 'Knin 95'. Flaget refererer til sejren i krigen, hvor Borjan og mange andre sebere måtte flygte på traktorer. Foto: Twitter
Vis mere

»Jeg vil altid være stolt af mit fødested. Da jeg blev født i 1987, blev jeg født i Den Serbiske Republik Krajina, og det vil jeg altid være stolt af,« sagde han og fortsatte:

»Alle har ret til at tænke anderledes. De kan hade mig, de kan elske mig, men de kan aldrig ændre mit tilhørsforhold og fødested.«

Borjan fortalte efter kampen, at de kroatiske spillere havde opført sig som 'gentlemen' over for ham.