Det var slået stort op, da Kasper Hjulmand mandag aften skulle udtage sin endelige VM-trup til slutrunden i Qatar.

Eller alle troede i hvert fald, at det var den endelige trup og 26 navne, han ville afsløre – lige indtil B.T. kort før showet kunne afsløre, at der ville være fem ledige pladser tilbage i VM-truppen, når Hjulmand forlod scenen i Bella Arena.

Den voldsomt uforløste VM-udtagelse efterlod de danske fans med manglende svar på det mest spændende ved den slags udtagelser: Boblerne, de yderste mandater og de store overraskelser!

Årsagen til den lange næse findes i, at flere spillere, som i form vil være selvskrevne til det danske landshold, lige nu døjer med fysikken, og det giver Hjulmand et tankemylder af den søvnforstyrrende slags.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Landstræneren løftede mandag aften sløret for nogle af navnene på de normale stamspillere, der er på vippen på grund af formen – og herunder giver B.T. dig så et bud på, hvem der vil rumstere i Kasper Hjulmands hjerne, indtil VM-truppen bliver endeligt udtaget.

FREDERIK RØNNOW, UNION BERLIN, 8 LANDSKAMPE
Union Berlin-keeperen er selvskrevet som andenkeeper, hvis han ellers er klar, fortalte Hjulmand mandag. Men lige nu er det en kamp mod tiden, for Rønnow er skadet, og han sidder tilmed ude onsdag, når Union Berlin spiller. Men tirsdag har Rønnows træner Urs Fischer holdt liv i håbet om danskerens VM-deltagelse.

JONAS LÖSSL, FC MIDTJYLLAND, 1 LANDSKAMP
Han er 33 år gammel, han har været med til VM og EM, og han kender livet som reserve for Kasper Schmeichel indgående. Vil være den oplagte erstatning for Frederik Rønnow, da truppen allerede tæller et af de yngre talenter i form af Oliver Christensen. Og derfor bliver der næppe plads til Brøndbys Mads Hermansen som den sidste keeper.

MATHIAS ZANKA JØRGENSEN, BRENTFORD, 35 LANDSKAMPE
Han er guld værd i landsholdstruppen, fortalte Kasper Hjulmand, da Mathias Zanka Jørgensen var reserve – og ikke fik et eneste minut – ved sidste sommers forrygende EM-slutrunde. Men han vælter sig ikke i spilletid i Brentford, og han bliver en del af et puslespil, hvor Hjulmand skal gøre op, om han vil have fem deciderede midterforsvarere med i sin trup.

Foto: Paul Terry
Vis mere

JANNIK VESTERGAARD, LEICESTER CITY, 35 LANDSKAMPE
Den tårnhøje stopper, der har været en mere eller mindre fast del af det danske landshold siden 2014, har spillet ÉN kamp for Leicesters førstehold i denne sæson. Det harmonerer ikke med, hvad Kasper Hjulmand ønsker fra de spillere, han skal have med til Qatar, hvor der ikke er tid til at komme i form. Men samtidig har han leveret solidt under Kasper Hjulmand og var fast mand ved EM, så der er masser af kredit. Kan ligesom Mathias Zanka Jørgensen være en af de brikker, der fejes på gulvet, når Hjulmand lægger sit samlede trup-puslespil.

ALEXANDER BAH, BENFICA, 4 LANDSKAMPE
Han har vel været en af de mest spændende spillere omkring den danske landsholdstrup efter skiftet til Benfica, der som hold har sprudlet i Champions League. Men han er ueffen på landsholdet og har haltet noget de få gange, han har fået chancen af Kasper Hjulmand. Landstræneren er dog fortsat imponeret af Bah, der har gjort kometkarriere, og han fremhævede højrebacken ved landsholdsudtagelsen mandag. Kan formentlig gå ind i truppen, hvis Daniel Wass-brikken primært lægges som midtbanespiller i det potentielle fravær af Christian Nørgaard.

CHRISTIAN NØRGAARD, BRENTFORD, 17 LANDSKAMPE
Tirsdag aften vendte han tilbage i kamp for Brentford og fik en halvleg i benene efter en skadespause, der har holdt ham ude siden slutningen af august. Han er en af de helt afgørende brikker for, hvordan Kasper Hjulmands trup i sidste ende kommer til at se ud, da han kan spille i midterforsvaret, ligesom han kan dække den centrale midtbane. Han er udtaget, hvis han viser, at formen er til VM i den sidste Brentford-kampe inden deadline.

MATT O'RILEY, CELTIC, 0 LANDSKAMPE
Landstræneren fortalte mandag, at mindst én af de ti bejlere er en potentiel debutant. Og hos B.T. har vi stor fidus til, at det er den centrale midtbanespiller fra Celtic. Han kan få sin første udtagelse til A-landsholdet, efter han i løbet af 2022 viste storform i engelsk fodbold og kom med omkring U21-landsholdet, inden han skiftede til den skotske storklub, hvor han har blandt andet har spillet Champions League i løbet af efteråret. En potentiel løsning ved et afbud fra Christian Nørgaard.

Foto: Ulrik Pedersen
Vis mere

MAURITS KJÆRGAARD, RB SALZBURG, 0 LANDSKAMPE
Han er kun 19 år gammel, men alligevel var RB Salzburg-kometen én af de spillere, som Kasper Hjulmand nævnte i forbindelse med sin udtagelse. Landstræneren har for nylig været nede at se kæmpetalentet, der kunne få værdifuld landsholdserfaring ved allerede nu at komme med omkring det voksne landshold. Han spiller allerede som fast mand på midtbanen for de østrigske mestre, hvor det blandt andet er blevet til seks Champions League-kampe i denne sæson. Er allerede udtaget til U20-landsholdet, men det er ingen hæmsko for en VM-udtagelse.

PHILIP BILLING, BOURNEMOUTH, 3 LANDSKAMPE
Han var rasende, da han ikke blev udtaget til EM i 2021, og han truede med at skifte til det nigerianske landshold. Han banker på til at være reserve på midtbanen, men det er ikke sådan, at han har væltet sig i muligheder for at vise sig frem under Kasper Hjulmand. Den her er på vippen, selv om han gør det strålende i Bournemouth.

MOHAMED DARAMY, FC KØBENHAVN, 4 LANDSKAMPE
Manden med mere x-faktor end de fleste i landsholdstruppen døjede i begyndelsen af sæsonen med formen og præstationerne, ligesom han ikke er brændt fuldstændig igennem, når han har fået chancen af Kasper Hjulmand. Men på det seneste har han i Superligaen vist mange af de takter, der fik ham solgt til storklubben Ajax i en handel i 100 millioner-lejet – og de takter kunne pynte i en VM-trup. Kunne også få konkurrence fra en anden hot Superliga-kant i form af Gustav Isaksen. Daramy er allerede udtaget til U20-landsholdet, men det er ingen hæmsko for en VM-udtagelse.

YUSSUF POULSEN, RB LEIPZIG, 68 LANDSKAMPE
Skal vise sig frem i løbet af denne uge, efter han på ny har døjet med en muskelskade. Har en stor, stor stjerne hos Kasper Hjulmand og er sikker på en udtagelse, hvis han ellers viser sig klar. Det forklarede Hjulmand mandag, og Yussuf Poulsen kan udfylde rollen som central angriber, som Hjulmand har udtrykt bekymring omkring. Hvis Poulsen ikke bliver klar, så spøger den brandvarme Marcus Ingvartsen også i kulissen som nier.

Du kan læse mere om Kasper Hjulmands landsholdsudtagelse mandag lige HER.