Farlig forbindelse mellem Infantino og Trump: 'Efterladt med blod på hænderne'
Det startede med en stikpille til Donald Trump i 2017, men siden har Gianni Infantino været perlevenner med præsidenten.

Det startede med en stikpille til Donald Trump i 2017, men siden har Gianni Infantino været perlevenner med præsidenten.

»Infantinos idolisering af Trump har efterladt fodbold med blod på hænderne.«
Ordene kommer fra britiske The Guardians fremmeste sportsskribent Barney Ronay.
Han er en blandt mange, der gennem år har peget på den farlige forbindelse mellem verdens mægtigste og verdens mægtigste inden for sport.
FIFA-præsidenten Gianni Infantino og Donald Trump kom ellers vaklende fra start, for første offentlige udgydelse i 2017 var en stikpille til den amerikanske præsident under sin første præsidentperiode.
Her advarede den schweiziske fodboldpolitiker om, at USA skulle åbne sig for fans fra hele verden, hvis de ville holde VM - ellers kunne de glemme alt om at få værtskabet.

Siden voksede et fascinerende venskab mellem de to.
Det tog fart, da Infantino besøgte Det Hvide Hus i 2018, hvor han tildelte en bold og en trøje til Trump. Og så gjorde han noget opsigtsvækkende, har spanske El Pais beskrevet:
»Da besøget nærmede sig sin afslutning, sagde han: 'En ting mere. I fodbold har vi dommere, ikke? Og de har kort. Gule kort og røde kort. Det gule kort er en advarsel, og når man vil smide nogen ud [viser han det røde kort] ... så kunne det her være nyttigt.'«
»Trumps ansigt lyste op. Begejstret tog han det røde kort og lod spøgefuldt som om, han advarede pressen. Besøget var en succes. Et venskab var begyndt.«

To år senere roste Infantino Trump til skyerne på topmødet i Davos i Schweiz, selvom den amerikanske præsident var i problemer med sin første rigsretssag.
Det berørte Trump, der takkede Infantino dybt.
Siden har de talt meget i telefon, spillet golf og rejst sammen.
»Jeg er virkelig heldig. Jeg har et godt forhold til præsident Trump, og jeg betragter ham som en meget nær ven. Vi bør alle støtte det, Trump gør, fordi jeg synes, det ser godt ud.«
Og her har Infantino gået over stregen, mener Miguel Poiares Maduro, der var leder af FIFAs styringskomité mellem 2016 og 2017.
Til The Athletic fortæller han, at fodboldforbundets leder har lavet en 'klar overtrædelse' af FIFAs regler om neutralitet.
Trump fik også FIFAs første fredspris overrakt af sin ven Gianni Infantino - manden han blot kalder 'Johnny'.
Det har medfødt en formel klage fra det norske forbund, der opfordrede til at skrotte prisen omgående og iværksætte en undersøgelse af Infantino og FIFAs politiske upartiskhed.

Og så tilbage til anklagen om FIFA, der har givet fodbolden blod på hænderne.
»Faktum er, at FIFA med ubetinget iver har knyttet sig til en amerikansk præsident, der har iværksat otte oversøiske aggressionshandlinger i sin anden periode. Og fodbold har nu også blod på hænderne,« lyder det fra The Guardians chefskribent på sporten.
Han mener, at FIFA ikke blot har set til, men har været aktiv katalysator for Trumps pr-maskine.
»Ifølge sine egne vedtægter skal FIFA være politisk neutral. Og alligevel er dette sket, i en grad hvor det nu er gået fra tegneserieagtigt til grotesk.«
Under VM skrives der et nyt kapitel om de to magtfulde mænd: Donald og 'Johnny'.