I stormvejr skal de bredeste skuldre tage fra, men da Danmark onsdag tabte til Australien og røg ud af VM på røv og albuer, tog flere af de største danske stjerner bagdøren.

Ingen Kasper Schmeichel, ingen Christian Eriksen, ingen Pierre-Emile Højbjerg kom ud til den skrivende presse for at forklare, hvad der gik galt i fiaskoen.

I stedet blev unge spillere uden ret meget landsholdserfaring med Jesper Lindstrøm og Alexander Bah skubbet ud til den frådende presse som de første, og herefter kom indskiftede Andreas Cornelius, Andreas Christensen og Simon Kjær, som i øvrigt ikke spillede kampen, ud og tog imod de kritiske spørgsmål – og herefter var der lukket.

DBU med kommunikationschef Jakob Høyer i spidsen kan ikke se problemet.

»Nu fulgte jeg med på Twitter og alle mulige andre steder, og igen tror jeg, at jeg vil sige, at jeg synes, vi har nogle spillere, som har stillet ufatteligt meget op,« siger Jakob Høyer og tilføjer:

»Forleden dag blev jeg interviewet om, hvordan vi arbejder med det her meget åbne landshold, hvor spillerne er så tilgængelige og så meget til rådighed. Jeg er ked af, hvis der er nogle af jer, der gik glip af et par af profilerne i går. Jeg skulle hilse og sige, at de har givet mange interview.«

Jakob Høyer slår fast, at spillerne ikke selv bestemte, hvilke grupper af journalister de skulle ud til.

»De gav tv-interview i går, så det er ikke spillernes valg, det er noget, hvor vi hele tiden prøver at følge med de mange efterspørgsler, der er, så godt som muligt. Så igen, hvis I vil rette en kritik, så tag den med mig i stedet for spillerne,« lyder det fra Jakob Høyer.

Kommunikationschef i DBU, Jakob Høyer.
Kommunikationschef i DBU, Jakob Høyer. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Han slår samtidig tilbage på pressens undren over, at Alexander Bah og Jesper Lindstrøm skulle være dem, der skulle forklare, hvad der er gået galt ved VM – de to spillere har tilsammen optrådt 13 gange i landsholdstrøjen.

»På den ene side kritiserer I, at der ikke kommer nok spillere, og når der så kommer nogle spillere, så er det de forkerte, der kommer. Det har jeg svært ved at følge med i,« bemærker Jakob Høyer og uddyber:

»Det er jo ikke de første, der kommer ud og taler med pressen. Inden Alexander og 'Jobbe' kommer ud til jer, har der været tre, fire spillere ude hos DR og TV 2. Så I skal se hele pressearbejdet, som det hele er.«

»Og jeg ved også, at mange af jer citerer fra, hvad der bliver sagt på tv. Vi gør det så godt, som vi kan. Vi skal også evaluere, om vi skulle have gjort det på anden vis. Jeg synes, at vi har nogle fantastiske spillere, der stiller op, selv når de er svært prøvede, som de var i aftes,« pointerer Jakop Høyer.

Landstræner Kasper Hjulmand stillede efter kampen op på det obligatoriske pressemøde, og han slår fast, at han heller ikke ville have haft noget imod at have været nede ved Mixed Zone, hvor de skrevne medier på tættere hold får mulighed for at stille spørgsmål.

»Med hensyn til mig selv, jeg var i flash (på tv kort efter slutfløjt, red.) og gav 13 interview. Jeg ville gerne være kommet ud til jer, men der var pressemøde og meget få spørgsmål fra jer. Men jeg var indkaldt til interview. Jeg ville hellere end gerne være kommet ud til jer. Jeg gemmer mig ikke væk, det tror jeg også, at I ved.«