VM er et overstået kapitel for Danmark, og det er blevet tid til at gøre regnestykket op for Danmarks største stjerne, Christian Eriksen.

Efter hver runde ved VM har B.T. målt Eriksen op imod de andre helt store profiler ved VM med hjælp fra den tekniske direktør i Shanghai SIPG, Mads Davidsen. Og efter ottendedelsfinalerne er det kedelig læsning for Tottenham-spilleren, der aldrig fik forløst sit potentiale i Rusland. I denne sidste power ranking rammer han nemlig bunden.

Her får du Mads Davidsens analyse af profilerne ved VM efter ottendedelsfinalerne:

Vis mere

1. Neymar, Brasilien
Der er statistik fra basketball og NBA, der viser, at de bedste spillere scorer flest point i 4. kvarter, når tingene skal afgøres. Det gjorde Neymar også mod Mexico, hvor han med en scoring og en assist blev kampens afgørende figur. Han er ved at spille sig i kampform og -rytme ved VM og står både for flest afslutninger (syv i alt) og flest skabte chancer i kampen (fem i alt). Og trods lidt teatralsk optræden ligner han en mand, der kan føre Brasilien til VM-trofæet.

Vis mere

2. Philippe Coutinho, Brasilien
Atter en fin indsats af Coutinho. Han binder Brasiliens spil sammen som både playmaker og afslutter. Han var mest dominerende i første halvleg, mens Willian og Neymar overtog scenen i de sidste 45 minutter. Men i det offensive flow, der er hos brasilianerne, er Coutinho nøglen. Han kommer til fem afslutninger i kampen – alle fra yndlingspositionen lidt til venstre for målet fra kanten af straffesparksfeltet, når han søger ind i banen til sit højreben. Og har 75 procent succesfulde driblinger i alt, hvilket er kampens højeste succesrate, så en solid kamp af den brasilianske 11’er.

Vis mere

3. Lionel Messi, Argentina
Det blev en skuffende aften for Argentina og Lionel Messi mod Frankrig. Han havde svære betingelser mod franske N’Golo Kante, der åndede ham i  nakken i samtlige 90 minutter. Der var ikke mange rum for 10’eren, og han måtte søge en fase længere ned i spillet for at blive mere involveret. Trods alt nåede Barcelona-stjernen at kreere chancer (to i alt) og havde to assists på henholdsvis 1-2- og 3-4-scoringerne. Og med 25 pasninger på den sidste tredjedel var Messis indflydelse faktisk mest markant af alle på banen, så trods nedturen for holdet leverede 10’eren alligevel en ganske god indsats.

Vis mere

4. Luis Suarez, Uruguay
Han får igen en afgørende fod med i sejren med den flotte assist til angrebsmakkeren Cavani på 1-0-scoringen. Og Suarez er mere involveret, da Uruguay spiller mere direkte fra bagkæden op på de to angribere, og her har Barcelona-spilleren en vigtig rolle som link-up-spiller, der skal modtage, holde fast i bolden og sætte den næste fase af angrebet op derfra. Der er fortsat ikke mange unikke individuelle aktioner fra Suarez, men det er heller ikke holdets stil, så han udfører sin opgave og gør en forskel for sit land. Han har dog en høj spildprocent og kun 7/18 succesfulde aktioner på den sidste tredjedel.

Vis mere

5. Antoine Griezmann, Frankrig
Pil op for Griezmann, der naturligvis får plusser i bogen, når Frankrig leverer turneringens bedste kamp rent offensivt og scorer fire mål. Han havde to gode aktioner i første halvleg efter standardsituationer; frisparket på overliggeren og endnu en sikker straffesparksscoring. Store spillere tager ansvar i afgørende øjeblikke, og det gjorde Atlético-spilleren. Han var også mere involveret generelt i spillet og har eksempelvis en fantastisk berøring med et første touch, der åbner det argentinske forsvar, da Mbappé sekunder senere scorer til 4-2. En ofte meget undervurderet ’assist til assisten’. Men blot fire ud af otte succesfulde aktioner tæt på det argentinske mål viser også, at det fortsat ikke er den Griezmann, vi kender hver uge hos Atlético Madrid, og denne aften blev han individuelt naturligvis overskygget af 19-årige Kylian Mbappé.

Vis mere

6. Eden Hazard, Belgien
Han blev ikke så involveret og offensivt dominerende som i de tidligere VM-kampe, da japanerne var meget fokuserede på at lukke rummene ned omkring Belgiens kaptajn. Især nummer 17. Hasebe stormede rundt og lukkede Hazard ned som spilmulighed. Men individuel kvalitet kan sjældent holdes nede over tid, og på grund af sine drible- og vende-færdigheder fik Hazard en vigtig rolle med assisten til 2-2-scoringen. Og han blev noteret for fem skabte chancer i alt, hvilket er højest af samtlige spillere, så en fortsat solid indsats af Chelsea-angriberen.

Vis mere

7. Harry Kane, England
Endnu en scoring af VM-topscoreren og sågar to straffesparksscoringer i alt i kampen, hvor Kane igen viser stor kvalitet og lederegenskaber. Ud over disse har Kane afslutningsmæssigt kun et hovedstød og et spark udefra i kampen (tre i alt), og han har generelt udfordringer med at blive involveret som i de tidligere kampe og finde rum mod de aggressive colombianere. Dog er Kane rigtig dygtig i duelspillet og vinder 10 ud af sine 14 hovedstødsdueller, hvilket også er en vigtig rolle som 9’er i opspillet, så den engelske kaptajn præsterer fortsat.

Vis mere

8. Kevin De Bruyne, Belgien
Der er fortsat langt til den De Bruyne, vi har set hele sæsonen for Manchester City, hvor han i perioder var Premier Leagues bedste spiller. Det viser igen behovet for en struktur, som landsholdene har sværere ved at få implementeret, og det går ud over en type som Kevin De Bruyne. Dog fortsat gode aktioner; hans rolle som igangsætter i stort set alle de belgiske offensive omstillinger, hvor han sætter chancerne op som eksempelvis på det afgørende 3-2 mål. Og han skaber fire chancer i alt, heriblandt sparker han de hjørnespark, der efter et par stationer giver Belgien de to første scoringer. Pasningsmæssigt igen en større fejlmargin, end vi er vant til at se på klubholdet.

Vis mere

9. Cristiano Ronaldo, Portugal
Ærgerrigheden kan man ikke tage fra den aldrende superstjerne. Han var på lige fra første minut, søgte bolden, var involveret offensivt og tog generelt et stort ansvar på et ellers passivt og afventende portugisisk mandskab. Seks afslutninger i alt, men kun en inden for målrammen og generelt fra for dårlige positioner langt væk fra målet. 50 procent succesfulde en-mod-en-aktioner viser også, at han havde svære vilkår. Så Ronaldo lykkes ikke med sine individuelle aktioner som tidligere. Hans nyligt udviklede rolle, som boksangriber og en mere klassisk 9’er, kom ikke frem i denne kamp. Han blev neutraliseret af Diego Godin i luftspillet og fik ikke en afgørende rolle og kan nu rejse tidligt hjem fra VM.

Vis mere

10. Christian Eriksen, Danmark

Uha, på flere områder hverken Eriksens kamp eller Eriksens VM-turnering. Han havde problemer med at finde rummene omkring Brozovic og Rakitic centralt på midten, så han blev alt for lidt involveret. Han skaber kun en chance i kampen og misser generelt 33 procent af sine pasninger på den sidste tredjedel, hvilket er for høj en spildprocent. Og når han kom i boldbesiddelse, virkede han langsom i tanke og handling og blev ofte fanget af kroatiske tacklinger eller blokeringer. Og så brændte han også i straffesparkskonkurrencen. Det blev ikke Eriksens VM efter reelt fire skuffende præstationer sammenlignet med hans niveau i kvalifikationen og til daglig i Premier League.