Lyt til artiklen

Lørdag eftermiddag var det blevet Christian Eriksens tur til at besvare spørgsmål inden træningen ørkenanlægget Al Sailiya Sports Complex.

Og det var lidt af et tilløbsstykke – og journalister fra mange forskellige lande havde taget turen til udkanten af Doha for at møde den danske verdensstjerne.

En spansk journalist indledte seancen med at spørge:

Man siger, at du efter din ulykke (hjertesvigtet i Parken ved EM, red.) er blevet en mere vokal leder på banen – og at du løber mere nu og er mere fit og atletisk. Kan du reflektere over det?

Det spørgsmål undrede den danske stjerne sig meget over.

»Øh, et spørgsmål til dig: Hvor har du hørt det henne? Du siger, at du har hørt det fra nogen?«

Den nu forvirrede spanske journalist fik fremstammet, at han havde hørt det fra 'nogle danske kolleger'.

Christian Eriksen under mixed zone inden at fodboldlandsholdet træner i Doha, Qatar, lørdag den 19. november 2022.
Christian Eriksen under mixed zone inden at fodboldlandsholdet træner i Doha, Qatar, lørdag den 19. november 2022. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Jeg synes ikke, at jeg har ændret mig på min kondition. Jeg løb også meget før min ulykke. Så det er ikke noget, jeg er enig i,« lød det fra Eriksen.

»Og at jeg skulle være blevet mere vokal på banen … haha, igen er jeg ikke enig. Jeg er den samme fyr på banen, som jeg var førhen.«

»Måske skyldes det, at folk ser anderledes på mig nu. Ser på mig med tanke på det, der skete. Folk ser på mig med andre øjne. Men jeg er ikke enig i de ting, du nævner.«

Christian Eriksen og Danmark møder tirsdag Tunesien i den første VM-gruppekamp.