En 24-årig sikkerhedsvagt har mistet livet efter et alvorligt fald på Lusail Stadium.

Kenyaneren John Njua Kibue faldt, da han var på vagt på VM-stadionet lørdag 10. december.

Det oplyser VM-arrangøren Qatars Supreme Committee på Twitter.

Ifølge arrangøren hastede stadionets lægestab til stedet med det samme, hvor de ydede førstehjælp, inden Kibue blev fragtet til et hospital i nærheden. Her blev han behandlet på intensivafdelingen i tre dage, men tirsdag åndede han ud.

Lusail Stadium er søndag vært for finalen ved VM i fodbold. Yukihito Taguchi/Ritzau Scanpix
Lusail Stadium er søndag vært for finalen ved VM i fodbold. Yukihito Taguchi/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Vi sender vores kondolencer til hans familie, kolleger og venner i denne svære tid,« skriver arrangøren.

De vil nu undersøge omstændighederne omkring den tragiske ulykke.

En migrantarbejder døde tidligere ved VM i forbindelse med et gaffeltruck-uheld på det hotel, hvor Saudi-Arabiens landshold boede.

Også en journalist og en fotograf har mistet livet under slutrunden, der i forvejen var blevet heftigt kritiseret for migrantarbejdernes forhold.

Avisen The Guardian har tidligere anslået, at omkring 6.500 personer har mistet livet under forberedelserne til VM.