Det danske landshold er landet i Qatar, og nøglekortene til det femstjernede hotel Retaj Salwa er udleveret.

Og med en lokkende svømmepøl, et dertilhørende spa-paradis, flotte værelser og store grønne områder at nyde fritiden på, ja, så er der ikke meget, der kan spænde ben for, at de danske stjerner nyder tiden, når den ikke står på Hjulmand-dessiner på træningsbanen eller afgørende VM-kampe på de nybyggede stadioner i oliestaten.

Eller det skulle da lige være et problem, som vi alle kender: En skrantende wi-fi-forbindelse.

Sådan én kan nemlig skabe panik i landsholdstruppen, fortæller landsholdschef Christian Nørkjær, der har stået i spidsen for de særdeles omfangsrige forberedelser forud for landsholdets ophold i Qatar.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»En god og stabil wi-fi-forbindelse er rigtig vigtig og vel noget af det, vi har prioriteret højest – ud over setuppet omkring det sportslige.«

»Den bruger vi meget krudt på, fordi vi kommunikerer med vores familier på forskellige videotjenester, bruger den til at streame, og den bliver brugt, når spillerne blandt andet spiller computer. Det ville skabe panik, hvis wi-fi-forbindelsen sejlede,« siger Christian Nørkjær til B.T. og fortæller, at man har hevet DBU's it-ekspert Flemming Knoth-Nielsen med til Qatar i de første dage af VM-lejren.

»Han skal sørge for, at det hele kører, når vi logger på samtidig, og vi har også været nede at forberede med hotellets it-chef, så vi har gjort vores.«

Men wi-fi-forbindelsen er ikke det eneste, DBU har lagt sig i selen for at få til at spille, inden Simon Kjær, Kasper Schmeichel og resten af Hjulmands drenge tjekkede ind på Retaj Salwa.

DBU er samlet 57 mand afsted og skal som minimum have hotelværelserne i Qatar som hjem indtil sidste gruppekamp 30. november – og det kræver hyggelige omgivelser, hvis lejrkulleren skal holdes fra døren.

Det står Bistro Boheme-kokken Per Thøstesen og køkkenchefen på Hotel Marienlyst, Nanna Marie Hansen – i front for hotellets køkkenpersonale – blandt andet for.

»Noget af det vigtigste for spillerne, mens vi er her, det er maden.«

»At de tre gange om dagen kan komme ned til Per og Nanna og blive forkælet. Måltiderne er altid et samlingspunkt, og folk bliver hængende efterfølgende og sidder og drikker en kop kaffe, hygger sig og fortæller historier,« siger han og tilføjer, at man har indrettet et særligt og privat område på hotellet til en lounge til spillerne.

»I Players Lounge spiller de computer, brætspil, kort og ser film og serier. Det er et sted, vi gør det hyggeligt at være, og de har muligheden for at lave, hvad de vil. Så det rum – sammen med behandlerrummet – det er hjertet i vores lejr.«

På hotellet har landsholdet lejet sig ind på stort set alle værelser i hovedbygningen på Retaj Salwa, mens FIFA-folk og andre gæster vil være indlogeret i en række villaer rundt omkring hotellet.

Hotel Retaj Salwa ligger godt et kvarters penge fra Danmarks træningsanlæg, der normalt huser den qatarske klub Al Sailiya SC.

De ture – og til stadion – bliver formentlig de eneste ture, som landsholdet får ud af lejren i løbet af de kommende uger – der forhåbentligt kan blive til en måned, hvis alt går vel.

»Den del af slutrundelivet bliver lidt anderledes i Qatar. Vi kan ikke lave arrangementer som eksempelvis biografture eller andet, og derfor har vi rustet os til at kunne gøre det meste inden for vores egen lejr.«

»Vi har næsten alting med selv, og vi har måttet tage både fitnessudstyr og et telt med, så vi har kunnet bygge vores eget fitnessrum – for bare at nævne noget,« siger han.

Men hvis lejrkulleren sparker ind, og mundvigene har brug for et løft, som ved sidste års EM-slutrunde, hvor Hjulmands drenge tog en tur på Øresund, så er der da pakket lidt hemmeligheder i værktøjskassen, fortæller landsholdschefen.

»Vi har nogle ting i lommen, vi kan hive op, hvis vi ser hinanden i øjnene og bliver enige om, at vi trænger til at gøre noget. Men det er noget, som Hjulmand og jeg tager en snak om sammen med spillerne.«

Og det bliver næppe, før landsholdet spiller første kamp ved VM, når det tirsdag den 22. går løs klokken 14.00 mod Tunesien.