Lyt til artiklen

Vi havde håbet på en dansk VM-fodboldfest, der kortvarigt kunne fjerne dårlige tanker om både inflation, energikrise og krig i Europa.

Men vi fik langtfra det, vi havde ønsket os.

Både træner, spillere og danske fodboldfans har givet udtryk for deres skuffelse, efter en uafgjort og to nederlag gav Danmark et historisk dårligt VM.

Og hvis du sidder tilbage med en følelse af en lille VM-depression, så er du helt normal. Det fastslår Rikke Høgsted, som er krisepsykolog og forfatter:

Rikke Højsted er krisepsykolog og forfatter.
Rikke Højsted er krisepsykolog og forfatter.
Vis mere

»I en mørk tid og urolig verden havde man håbet på et bekymringsfrit og positivt rum. Bare at kunne mærke spænding, stolthed og glæde.«

»Og der er en stor gruppe af mennesker, som går op i fodbold, og som havde et kæmpe håb knyttet til turneringen. Og hvor der er håb, er der risiko for tab,« siger Rikke Høgsted, der ikke ser på situationen som et grundlag for krisepsykologi, men opfordrer til, at man taler med hinanden om det.

Når vi mister noget, udløser det en lang række af følelser, fortæller psykologen. Og en vigtig faktor i at forstå reaktionerne på skuffelsen er faktoren om at blive varslet.

Hvis ting er varslet, har vi mulighed for at få en 'mental stødpude', altså mental beskyttelse. Vi har tænkt scenariet og forberedt os. Men hvis vi ikke har haft mulighed for det, så er det, at det rammer os følelsesmæssigt.

»Forventningerne til det danske landshold var høje. Og det kom som en overraskelse, at Australien, der på papiret har et lavere niveau end os, vandt. Den reaktion, som nogle får, skyldes, at man ikke var blevet varslet – altså ikke havde set nederlaget komme,« fortæller Rikke Høgsted.

Hun pointerer, at ethvert menneske godt ved, at der er langt større problemer både herhjemme og rundtomkring i verden, end at det danske fodboldlandshold røg ud efter gruppespillet i VM.

Men derfor er det stadig helt menneskeligt, at man kan være både skuffet og føle en nedtur over Danmarks VM-exit.

»Vi skal ikke undgå den følelse. Hvor der er håb, drømme og passion, er der risiko for tab og nedtur. Det følger hinanden og ville være kedeligt uden. Vi skal takke for passionen, og at 'noget' betyder 'noget' for en,« forklarer Rikke Høgsted.

Men tiden hjælper heldigvis på meget.

»Det hjælper altid, når tiden går. Man vænner sig til den nye virkelighed, og så vil der ske det, at man følelsesmæssigt begynder at holde med et nyt hold. Så er der 'noget nyt bedste', der kan ske.«

»Og i takt med at andre lande ryger ud, så får man følelsen af, at man ikke er alene. Det er også en trøst. Ikke fordi man ønsker ondt for andre, men fordi man møder andre, der er i samme båd,« siger psykologen.

Og skulle VM-nedturen tage tid at komme sig over, opfordrer hun til, at dem med fodboldfeber og dem, der er immune, forsøger at forstå hinanden.

»Mangel på forståelse kan hurtigt blive fordømmende og moraliserende. I stedet for at sige 'det er bare fodbold', så kan man bruge lejligheden til at lære hinanden bedre at kende ved at spørge: 'Hvad havde du glædet dig til, hvad betyder det for dig' og 'hvad er anderledes for dig nu?', så man følelsesmæssigt bliver mødt af respekt og nysgerrighed.«