Lyt til artiklen

Den tidligere Bayern München-angriber Sandro Wagner er havnet i en ganske uheldig situation.

Under Tysklands kamp mod Spanien ramte Wagner, der arbejder som fodboldekspert for den tyske kanal ZDF, mildest talt en smule ved siden af.

I søndagens kamp skulle han henvise til den karakteristiske hvide kjortel, som ofte bæres på blandt andet Den Arabiske Halvø og i Mellemøsten, men han skulle nok have valgt en anden formulering.

»Supporterne er tilbage. Jeg har også set mange tyske fans juble højt. Først troede jeg, at hele svinget var fyldt med tyske tilhængere. Men så så jeg, at der var folk i 'qatarske morgenkåber',« lød det fra Wagner ifølge Bild.

Sandro Wagner er havnet i noget af et stormvejr.
Sandro Wagner er havnet i noget af et stormvejr. Foto: Frank Hoermann/SVEN SIMON
Vis mere

Ifølge avisen resulterede udtalelsen i, at Wagner røg ud i noget af et stormvejr på sociale medier.

Derfor har ZDF også kommenteret episoden på Twitter, hvor de bestemt ikke tager deres fodboldekspert i forsvar.

'Sandro Wagners udtalelse om thawb'en (kjortlen, red.) skete desværre i en følelsesladet del af kampen. Det er ikke tilladt at sige. Vi vil diskutere episoden,' skriver kanalen på Twitter.

Wagner, som kom med den uheldige udtalelse kort inden Tysklands udligning til 1-1 mod Spanien, har i skrivende stund ikke selv kommenteret episoden.

Kampens slutresultat blev 1-1.