Belgiens landstræner, Roberto Martinez, siger op efter et skandaløst ringe VM for det stjernespækkede mandskab.

»Det var min sidste kamp med landsholdet. Jeg kan ikke fortsætte. Det er på tide, at jeg accepterer, at det her var den sidste kamp,« siger Martinez ifølge nyhedsbureauet AFP efter Belgiens kamp.

Belgiens fodboldforbund bekræfter nyheden på Twitter og skriver, at Martinez allerede inden VM's begyndelse havde besluttet, at han ville stoppe, når Belgien var færdig i Qatar.

Belgien var ellers af mange udpeget som en outsider til at vinde verdensmesterskabet. Men allerede efter det indledende gruppespil må stjerner som Kevin De Bruyne, Thibaut Courtois og Romelu Lukaku rejse hjem.

Foto: Rungroj Yongrit
Vis mere

49-årige Martinez nåede at være belgisk landstræner i seks et halvt år efter at have fået jobbet i august 2016.

Ved VM i Qatar blev det blot til en enkelt sejr mod Canada, et skuffende nederlag til Marokko og herefter et 0-0-resultat mod Kroatien, der gjorde, at belgierne røg ud af gruppespillet, hvor Marokko snuppede førstepladsen og Kroatien blev toer.

Belgiske Kevin De Bruyne tiltrak sig tidligere i slutrunden opmærksomhed med sin kommentar om, at belgierne var 'for gamle' til at vinde VM.

Og måske var der noget om snakken fra Manchester City-stjernen. I hvert fald fik belgierne det aldrig til at fungere lige så godt, som da holdet for fire år siden tog hjem fra Rusland med VM-bronze.

Foto: JACK GUEZ
Vis mere

I alt nåede Martinez at stå i spidsen for Belgien i 79 kampe.

Spanieren har tidligere været træner i Everton og Wigan. Sidstnævnte førte han til en triumf i FA Cuppen i 2013.