Lionel Messi skal have ny træner på det argentinske landshold. Jorge Sampaoli er nemlig færdig som Argentinas landstræner, skriver det argentinske fodboldforbund på sin hjemmeside.

Argentina havde et på mange måder rædselsfuldt VM, hvor holdet blev blæst ud af 1/8-finalen mod Frankrig efter et svingende gruppespil, hvor det blandt andet blev til et 0-3-nederlag til Kroatien.

Forinden havde Argentina åbnet VM med overraskende at spille 1-1 mod Island i et opgør, hvor spillet slet ikke hang sammen og hvor holdets superstjerne Lionel Messi brændte fra 11-meterpletten.

Lionel Messis og Jorge Sampaolis veje skilles. REUTERS/Toru Hanai
Lionel Messis og Jorge Sampaolis veje skilles. REUTERS/Toru Hanai Foto: TORU HANAI
Vis mere

Under hele VM var der forlydender fra den argentinske VM-lejr gennem den argentinske presse om, at forholdet mellem Sampaoli og Messi var på frysepunktet.

Messi og hans tro rutinerede væbner på holdet, blandt andre Javier Mascherano, skulle angiveligt på det nærmeste have overtaget styringen med holdet inden sidste gruppekamp, som blev vundet med hiv og sving med 2-1 over Nigeria.

Efterfølgende blev det dog til et 3-4-nederlag til de senere verdensmestre fra Frankrig i 1/8-finalen, og så var det farvel til Sampaoli og Messi og de øvrige argentinere. Nu skal Argentina så på jagt efter en afløser til en af de sværeste landstrænerposter i verden.

58-årige Sampaoli nåede kun at stå i spidsen for sydamerikanerne i lidt mere end et år. Sampaoli har tidligere været træner for det chilenske landshold og stået i spidsen for Sevilla i La Liga.