Han turde ikke.

Mens resten af Danmark i 1992 med spænding fulgte EM-finalen mellem Danmark og Tyskland, turde DR-vært Adam Holm ikke se kampen og gemte sig i stedet hjemme på sine forældres soveværelse.

»Jeg var et sitrende nervebundt,« fortæller Adam Holm i seneste afsnit af B.T.s VM-podcast 'VM-vinduet'.

»Jeg må være en af fem danskere, der ikke så den kamp. Jeg gemte mig på mine forældres soveværelse, og så sad jeg med min walkman på og læste George Orwells 'Hyldest til Catalonien' og var fuldstændig isoleret for råb og skrig,« fortæller Adam Holm videre og tilføjer, at han først tog høretelefonerne af, da kampen var slut.

»Jeg havde timet det med, at da der var gået cirka de der to gange 45 minutter, så åbnede jeg vinduerne og kunne høre jubelbrøl, og så susede jeg ud og blev forenet med folk.«

I podcast-afsnittet – som du kan høre nederst i artiklen – kan du også høre Danmarks EM 1992-helt Kim Vilfort vurdere Danmarks nuværende landshold, høre, hvad han laver i dag og afsløre, om man har evig fribillet til Parken, hvis man har scoret i en EM-finale.

Hør 'VM-Vinduet' herunder: