Kasper Dolbergs første sæson som professionel var upåklagelig. Det hele kørte på skinner hos klubholdet Ajax Amsterdam, hvor det blev til masser af kampe og masser af mål.

»Det var selvfølgelig en vild periode i mit liv. Det hele var nyt for mig - og jeg fløj bare på en form for sky af glæde. Det var en ret vild måde at komme ind i den verden på,« siger Kasper Dolberg i et interview til B.T.

Siden er der sat en kæp i Dolberg-hjulet. Han nåede knap at komme i gang med den nye sæson, før han pådrog sig en skade. Og da han endelig blev sin skade kvit, nåede han ikke at finde formen igen, før sæsonen var slut. Det blev til en enkelt scoring i 2018, på straffespark i sidste kamp i sæsonen.

»Antiklimakset skete før min skade. Jeg fik en dårlig sæsonstart og begyndte at sidde lidt på bænken - selvfølgelig på grund af Klaas (hollandsk angriber Klaas-Jan Huntelaar, red.),« siger Kasper Dolberg og fortsætter:

»Og så var skaden bare et ekstra gok i nødden. Det har været en 'tough' sæson, og det var måske egentlig meget godt, for jeg vil hellere have, at den sæson kommer nu end om fem år.«

Kasper Dolberg fejrer sit mål for Ajax i Europa League-semifinalen mod Lyon i sidste sæson.
Kasper Dolberg fejrer sit mål for Ajax i Europa League-semifinalen mod Lyon i sidste sæson. Foto: JEAN-PHILIPPE KSIAZEK
Vis mere

Kasper Dolberg har lært at acceptere, at tingene nogle gange går op og ned. Sådan er det bare. Og selvom man kommer rigtig langt ned, så skal man nok komme op igen på et tidspunkt - så længe man træner hårdt.

Når det er sagt, så er han ikke sikker på, om han skal lægge den skuffende sæson bag sig.

»Jeg ved ikke, om jeg bare skal glemme den sæson. Jeg er overbevist om, at jeg også kan tage noget med fra sæsonen. Men jo, det er ikke en sæson, jeg ønsker at opleve igen. Så på den måde vil jeg gerne videre,« siger Kasper Dolberg, der heldigvis for ham kan se, at Åge Hareide har valgt at se bort fra den svære sæson og derfor har givet den unge skytte chancen i VM-truppen. En chance han siden udtagelsen har grebet med spilletid i begge testkampe mod Sverige og Mexico.

Åge Hareide peger på, at Dolberg modsat flere andre spillere er stødt frisk og fuld af overskud til landsholdstruppen, og det kan blive hans fordel.

Kasper Dolberg er til landsholdetstræning i Helsingør. Han er en af 23 spillere, der er udtaget til VM i Rusland.
Kasper Dolberg er til landsholdetstræning i Helsingør. Han er en af 23 spillere, der er udtaget til VM i Rusland. Foto: Anders Kjærbye
Vis mere

Den udmelding er Kasper Dolberg nogenlunde enig i. Han mener også, at det kan være en fordel, at han ikke har spillet så meget i denne sæson og derfor er friskere end de andre spillere.

»Det kan jeg på en eller anden måde godt give ham ret i. Jeg har ikke spillet særlig mange kampe. Og jeg vil gerne spille mange kampe, og jeg savner det helt vildt. Og hvis det sker her til VM, tror jeg ikke, at det kan blive bedre,« siger Kasper Dolberg.

Det danske landshold rejser mandag til Rusland, og den 16. juni spiller Danmark mod Peru i den første af tre gruppekampe.

Kasper Dolberg har vanskeligt ved at svare på, hvad hans personlige ambitioner er til VM.

»Det er svært at sige, for jeg har på den måde ikke et personligt mål. Jeg vil selvfølgelig gøre det så godt, som jeg kan og give 100 procent. Men jeg ved ikke rigtig, hvad der skal ske, og om jeg får spilletid. Jeg tager, hvad jeg kan få,« lyder det afslutningsvis fra Kasper Dolberg.