Bolden ned på jorden. Tilløbet. Fire lange skridt tilbage, ét til siden. Stå med spredte ben. Løft op i shortsene. Dyb indånding. Øg farten hen til bolden. Spark med indersiden. Løft foden op i bolden under sparket for at få den til at dykke. Ud til hjørneflaget og juble. Siiiiiiiii.
Hvis du i løbet af de seneste 10 år har hygget dig med lidt frisparkstræning på en sportsplads, så har du med al sandsynlighed forsøgt dig med det klassiske Ronaldo-frispark. Men alle elementerne i det berømte Ronaldo-frispark ligger der årsager bag.
Det har den tidligere assisterende manager og førsteholdstræner i Manchester United Mike Phelan afsløret i en klumme hos engelske Daily Mail.
Her fortæller Phelan lidt omkring udviklingen af Ronaldos frispark, hvordan han altid vil træne sin frispark på daværende Manchester United-keeper Edwin van der Sar og ikke på en ungdomsmålmand - og så omkring tilløbet, hvor alting ikke nødvendigvis har med fodbold at gøre.




'Han er den ultimative showman. Han har den der arrogance. Når han hiver op i sine shorts og viser lårene frem, så siger han: 'Alles øjne er på mig, og den her går ind'. Han forstår marketingssiden af det. Måden han stiller sig på og sparker til den; hele verden kigger på ham,' skriver Mike Phelan.
Derudover husker Phelan, der var førsteholdstræner i klubben fra 2001-2008 og efterfølgende assistentmanager i fem år, at Ronaldos temperament var noget for sig. Hvis træning ikke passede ham eller handlede om ham, så fik man det at vide.
'Det var hans natur, men det kunne vi godt lide,' skriver Phelan.
Ronaldo har under VM scoret en gang på frispark - i den første kamp for Portugal mod Spanien. Lørdag aften klokken 20 skal Ronaldo og co. i ilden igen - 1/8-finalen mod Uruguay. Kampen kan du følge her på B.T. Sport.

