I klippet herover kan du se de danske fans forud for kampen mod Peru.

For Thomas Delaney venter der en ny udfordring ved den kommende VM-kamp mod Australien.

William Kvists exit fra slutrunden betyder nemlig, at Delaney skal have en ny makker på den centrale midtbane i stedet for den tidligere FCK-kollega.

Og Thomas Delaney lægger ikke skjul på, at det får en betydning på trods af, at der i hans optik kommer en god erstatning ind i form af Lasse Schöne.

»Mig og William har været gode til at finde sammen igen, også efter jeg er kommet væk. Det rare ved at spille sammen med ham er, jeg ikke behøver tænke så meget over tingene. Han har min ryg, og er den, der ligesom rydder op. Det er selvfølgelig ærgerligt for vores samarbejde, men vi får også en spiller ind i Lasse, der kan nogle ting, som William eller jeg ikke kan. Det skal vi jo lige finde ud af, hvordan vi bruger, og hvad det betyder for mig,« siger Thomas Delaney til DR Sporten.

William Kvist fik et grimt slag lørdag aften.
William Kvist fik et grimt slag lørdag aften. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Det var under Peru-kampen, at William Kvist måtte lade sig udskifte med det, der efterfølgende har vist sig at være to brækkede ribben og en punkteret lunge. En skade, der betyder, at han kun nåede at få 35 minutter på banen ved årets VM og i stedet for at skulle spille mod Australien tager et fly hjem til Danmark.

Thomas Delaney fortæller, at han har hørt fra William Kvist efter det ærgerlige exit.

»Ikke one on one, men han har skrevet inde i gruppen og sendt et billede i dag fra hospitalet, hvor han sad udenfor og slappede lidt af. Jeg tror, han er ved godt mod, selvom det selvfølgelig er noget af en lussing at få,« siger Dortmund-spilleren til DR Sporten.

William Kvist måtte bæres fra banen.
William Kvist måtte bæres fra banen. Foto: RICARDO MORAES
Vis mere

At han nu skal spille sammen med Lasse Schöne betyder, at de to lige skal finde rytmen, men Thomas Delaney understreger også, at han får en sidemakker, der er ’god oppe i banen og en fantastisk tekniker’, og han er sikker på, de nok skal finde hinanden.

»Det går hurtigere end man tror,« beroliger Thomas Delaney.