De mente det rent faktisk. DBU.

Den danske fodboldorganisation gjorde det onsdag ret så klart for alle, at det for spillerne og trænerne skulle være slut med at svare på de politiske spørgsmål.

Det blev imidlertid efterprøvet torsdag på pressemødet før træningen, og her kom kommunikationschefen i DBU, Jakob Høyer, mere end vanligt på banen og fejede alt bort.

Jakob Høyer indledte ellers seancen med at fortælle, at spillerne Jesper Lindstrøm og Andreas Christensen sammen med assistenttræner Morten Wieghort var til stede for at tale om kampen mod Frankrig på lørdag, men pressen ønskede også svar på de her spørgsmål:

Danmark har været en stor fortaler for 'One Love'-kampagnen. Tror du, at der vil være et før og efter i forhold til FIFA?

»Jeg vil svare på det spørgsmål. Som jeg sagde før, så er vi her for at tale om fodbold. Vi vil snakke om lørdagens kamp, og vi har allerede svaret på de spørgsmål i går. Har du andre spørgsmål?« lyder det fra Jakob Høyer.

Spørgsmål:

Jeg ved, at DBU vil have spillerne til at kunne fokusere på fodbold, og det forstår jeg, men som spillere med en social bevidsthed, hvad er jeres syn på FIFA som organisation?

»Jeg tror, at jeg har svaret på det tre eller fire gange allerede. Vi er her for at tale om fodboldkampen på lørdag, og det er det, spillerne er her for at snakke om. Beklager. Vi havde vores formand og direktør til at svare på de spørgsmål i går,« siger Jakob Høyer.

Der kom også et spørgsmål om Tysklands meget omtalte protest før onsdagens kamp mod Japan, og mens Jakob Høyer også her pointerede, at det skulle handle om fodboldkampen på lørdag, gav han Morten Wieghorst ordet, og Kasper Hjulmands højrehånd fik hyldet aktionen.