Lyt til artiklen

Der har været sønderlemmende kritik af VM i ørkenstaten, men fodboldfesten fejlede nu ikke noget i timerne op til kickoff mod Frankrig.

Hundredvis af danske fans var samlet i en hotelbar i det indre Doha – særligt udvalgt, fordi priserne på alkohol er bare nogenlunde rimelige efter den lokale standard. Blandt de danske fans er der mange, der er trætte af den megen kritik af VM i Qatar.

»Stemningen er for vild hernede. Der er altid masser af kritik. Lad os nu bare koncentrere os om fodbolden og få støttet drengene,« siger Mille til B.T.

En midaldrende far, der er i Qatar med sin voksne søn, arbejder selv i olie- og gasindustrien. Han mener, at der er en god del hykleri og dobbeltmoral over Danmarks holdning til Qatar.

B.Ts internationale korrespondent, Jakob Illeborg dækker VM i fodbold fra Qatar
B.Ts internationale korrespondent, Jakob Illeborg dækker VM i fodbold fra Qatar
Vis mere

»Ingen tvivl om, at Qatar ikke opfører sig ordentligt på en række områder. Men vi handler altså med dem, og vi køber masser af olie af dem. Hvis vi virkelig synes, at de er så forfærdelige, så burde vi ikke købe deres olie. Hvorfor skal det specifikt gå ud over fodbold?« spørger Jalil Hariri.

Højttalerne tordner med fodboldklassikere, som Recepten og We are the Champions. Der er virkelig travlt i baren, og på et tidspunkt begynder trækket mod stadion. B.T. følges med de danske fans.

»Jeg synes, forargelsen er ude af proportion. Man bliver nødt til at forstå sammenhængen. Kritikken af behandlingen af udenlandsk arbejdskraft er for unuanceret,« siger Andreas Nørlev, hvis virksomhed til dagligt begår sig i Golfområdet.

»Når vi ansætter folk i Dubai, så skal vi eksempelvis stå for deres sundhedsforsikring, der typiske koster et sted mellem 15-20.000 kroner. Der er mange udgifter, og kritikerne bliver nødt til at sætte sig ind de faktiske forhold hernede, Det er ikke så sort-hvidt, som vi gør det til,« siger Andreas Nørlev til B.T.

Andreas Frost Nørlund driver virksomhed i Golfområdet og opfordrer til en mere nuanceret kritik af VM i Qatar.
Andreas Frost Nørlund driver virksomhed i Golfområdet og opfordrer til en mere nuanceret kritik af VM i Qatar.
Vis mere

Han understreger, at det ikke betyder, at vi ikke skal bekæmpe misbrug af billig arbejdskraft, men han påpeger, at den slags finder sted mange steder i verden og bestemt ikke kun i Qatar.

Den velansete britiske avis The Economist giver ham ret. I en leder denne uge, er den liberale avis kommet med et forsvar for VM i Qatar.

»I bedste fald bygger den vestlige kritik af VM i Qatar på mangel på evne til at skelne mellem virkelig frastødende regimer og dem, der er fejlbehæftede. I værste fald, så oser kritikken af blinde fordomme. Mange af de hårdeste kritikere lyder, som om de simpelthen ikke kan lide muslimer og rige mennesker,« skriver The Economist i sin leder.

Avisen påpeger også, at slutrunder er blevet afholdt mange steder, hvor regimer behandler folk langt værre end i Qatar, hvor der om ikke andet er forsøg på at modernisere samfundet:

»Det er langt værre i Putins Rusland, hvor man bliver sendt i fængsel, hvis man beskriver krigen i Rusland som en krig eller modsætter sig den, og det er endnu værre i Kina, hvor der bliver slået hårdt ned på selv det mindste pip om politisk uenighed. I Argentina, hvor VM blev afholdt i 1978, smed juntaen kritikere ud fra helikoptere,« skriver The Economist.

Den danske kender af lokalområdet, som, iklædt rødt og hvidt, snakkede med B.T. på vej mod stadion, før Frankrigskampen er enig.

»Der er ingen tvivl om, at de er lidt bagefter på mange områder. For eksempel, også når det gælder homoseksualitet. Jeg mener selvfølgelig, at folk skal have lov at være, som de er. Jeg synes nu ikke det er noget, der præger hverdagen hernede. For eksempel er der mange indiske mænd, der holder i hånd på gaden, og det er der ingen, der siger noget til. Man skal tage det hele med et gran salt. Jeg synes, debatten er kørt af sporet,« siger Andreas Nørlev.

Fra stort set alle de danske fans B.T. talte med, lød der et ønske om, at lade fodbold være fodbold og et håb om, at flere danske fans vil tage billetten til Qatar og bakke op om landsholdet.

»Hvis vi virkelig ikke ville denne turnering, så skulle vi være stået af for længe siden. Det er fint at vi står op for menneskerettigheder, bare det så ikke kun gælder det, der foregår hernede. Nu må vi videre og få skabt en fodboldfest«, siger Andreas Nørlev.