Thomas Delaney er ude af VM-slutrunden i Qatar på grund af en skade.

Det oplyser Dansk Boldspil-Union (DBU) på Twitter.

'Vi vil savne ham, både på og uden for banen. Andre spillere er klar, og vi har en stærk trup til de næste kampe,« siger landstræner Kasper Hjulmand.

DBU skriver, at den danske midtbanespiller rejser hjem og står til cirka fire ugers genoptræning.

Foto: KAI PFAFFENBACH
Vis mere

Thomas Delaney måtte lade sig udskifte lige før pausen i tirsdagens målløse VM-premiere mod Tunesien med, hvad der lignede en skade i knæet.

Det var i forbindelse med en hård tackling, at 31-årige Delaney røg i græsset og ikke kunne fortsætte.

I tirsdagens opgør blev Thomas Delaney afløst af Mikkel Damsgaard, der gjorde, at Christian Eriksen fik en mere central rolle på Danmarks midtbane.

Delaney har været fast mand på landsholdet siden 2016, hvor han har spillet 72 landskampe og lavet syv mål.

I denne sæson har han dog haft svært ved spille sig i startopstillingen for sin spanske klub Sevilla, hvor han ofte har måttet se til fra bænken.

Kasper Hjulmand har ikke mulighed for at indkalde en erstatning for Thomas Delaney, hvorfor den danske landstræner må klare sig med sine nu 25 mand i den danske trup.