Tre mål. Det er alt, hvad det er blevet til for den danske landsholdsangriber Andreas Cornelius i Serie A.

For et år siden prøvede han atter lykken med udenlandsk græs under støvlerne i Italien, og uden at det har været nogen stor katastrofe, har ægteskabet heller ikke været nogen ubetinget succeshistorie.

De manglende mål har været årsag til, at danskeren ikke har været fast mand på holdkortet, og nu er den norditalienske klub klar til at lytte på tilbud, der kan sende ham væk. Det erfarer B.T. fra kilder i klubben, som fortæller, at Atalanta allerede er i dialog med andre angribere, hvis det lykkes at få solgt Andreas Cornelius.

Åge Hareide skifter her Cornelius ud efter en flot spillet kamp af angriberen.
Åge Hareide skifter her Cornelius ud efter en flot spillet kamp af angriberen. Foto: MLADEN ANTONOV
Vis mere

Den 25-årige angriber, som i den forgangne sæson kun spillede to hele kampe for Atalanta og fik langt den størstedel af sine spilleminutter som indskifter, går ikke selv med tanker om et skifte.

»Min situation er fin. Jeg har tre år tilbage i Atalanta, så det tager jeg stille og roligt,« forklarer Andreas Cornelius, der tidligere i karrieren har været i Cardiff City i et halvt år, inden han vendte retur til FC København i to og et halvt år og derefter igen prøvede sig af i udlandet.

I kampen mod Frankrig tirsdag startede han inde for første gang ved dette VM i stedet for det ellers sikre førstevalg til angrebet Nicolai Jørgensen, og Andreas Cornelius leverede et rigtig fint indtryk. Hos B.T. fik han karakteren 10, hvilket var blandt de allerbedste danskere på banen den aften.

Andreas Cornelius har mere at grine af nu, hvor han mod Frankrig fik en startplads på holdet for første gang til VM.
Andreas Cornelius har mere at grine af nu, hvor han mod Frankrig fik en startplads på holdet for første gang til VM. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Jeg har kontinuerligt hele året leveret nogle gode præstationer, så det var ikke, fordi jeg skulle bevise mig. Jeg ville bare ud og levere en god kamp, fordi jeg havde lyst,« siger han og tilføjer om sin præstation:

»Jeg synes, at jeg gjorde det fint. Jeg skulle sætte presset lavt, som vi havde aftalt, og så skulle jeg holde fast i bolden, når den kom op på mig. Den opgave løste jeg fint, synes jeg.«

Allerede før landsholdet tog til VM, forklarede målmand Kasper Schmeichel, at han kom til Rusland for at vinde det hele, og som turneringen er skredet frem, har den tanke fået liv hos flere af de andre landsholdsspillere, deriblandt Andreas Cornelius.

Andreas Cornelius tror på, at Danmark kan vinde VM.
Andreas Cornelius tror på, at Danmark kan vinde VM. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Det kan vi også. Vi har ikke tabt i 18 kampe i træk. Det er et godt udgangspunkt for at vinde VM. Vi skal bare spille fire mere, hvor vi ikke taber. Det vil være en kæmpe overraskelse, men der er jo sket større overraskelser i fodbold. Det handler om at koncentrere sig om næste kamp, og i første omgang er det Kroatien, og det ser jo egentlig okay ud. Så må man tage den derfra,« siger han og understreger, at ingen på det danske hold tager den med ro, fordi målsætningen om at være gået videre fra gruppespillet er opnået.

»Det skal man passe lidt på med, for man skal heller ikke begynde at slække på sine opgaver og spille for frit. Vi må ikke falde et par procenter i koncentration, fordi man føler, at målet er nået, og man ikke længere er presset. Vi spiller bedst under pres, fordi vi er vant til det, så vi skal prøve at sige til os selv, at der er masser af pres på os for at præstere og komme endnu længere.«