De arbejder under forhold, som vi herhjemme i Danmark vil kalde umenneskelige.

Og det er ikke bare ord. For der er faktisk mennesker, der potentielt kan dø og er døde.

Det slår en dansk ekspert fast.

Der er tale om den yderst kontroversielle VM-slutrunde i Qatar, hvor migrantarbejdere knokler i døgndrift i op til 50 graders varme for at få det hele klar.

Når vejret er rigtig varmt, falder produktionen hos mennesker. Og jo varmere vejret er, desto mindre arbejde kan man udføre, før det bliver farligt.

Og selvom man i Qatar i de varmeste sommermåneder har forsøgt at mindske migrantarbejdernes arbejde i dagens varmeste timer, så er det fortsat en stor sundhedsrisiko.

»Når det bliver så varmt, så kan man lave et minimum. De undersøgelser, der er lavet på migrantarbejdere i Qatar, viser også, at midt på dagen, hvor det er varmest, bliver der ikke udført noget arbejde. Ikke desto mindre har varmestress med al sandsynlighed forårsaget mange dødsfald i Qatar,« siger professor Lars Nybo.

Han er ekspert i bevægelse og neurovidenskab ved Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet.

Arbejdsforholdene i Qatar, som i sommermånederne kan få temperaturer på over 50 grader midt på dagen, er længe blevet kritiseret.

En migrantarbejder søger ly for varmen i skyggen af en lygtepæl ved Education City Stadium i Doha. Her skal Danmark spille ved VM i fodbold.
En migrantarbejder søger ly for varmen i skyggen af en lygtepæl ved Education City Stadium i Doha. Her skal Danmark spille ved VM i fodbold.
Vis mere

Specielt for de migrantarbejdere, som har været med til at bygge de mange enorme stadioner, hvor VM-slutrunden skal afgøres.

De har måttet knokle og knokler stadig i ørkenstatens voldsomme varme for at få det hele parat til 21. november, hvor den første kamp fløjtes i gang.

Og efter danske forhold er det under ekstreme forhold.

»Sammenlignet med danske klimaforhold er det voldsomme forhold, de arbejder under. Og hvis det var en dansk arbejdsplads, ville vi ikke acceptere de her forhold, hvor folk falder om på grund af varmestress,« siger Lars Nybo.

Rent teknisk er de op mod 6.500 døde migrantarbejdere, som er anslået omkommet i forbindelse med opførelsen og klargørelsen af VM i Qatar, ikke kollapset i første sekund, de er trådt ud og er begyndt at arbejde i den intense hede.

Nogle er omkommet ved fald- og arbejdsulykker, og andre er blevet udsat for det, som Lars Nybo beskriver som 'varmestress'.

Det er, når kroppen udsættes for intens varme, som den har svært ved at komme af med, over længere tid.

En migrantarbejder i fuld gang med at sætte reklamer op for den kommende VM-slutrunde midt på dagen i Doha.
En migrantarbejder i fuld gang med at sætte reklamer op for den kommende VM-slutrunde midt på dagen i Doha.
Vis mere

Hjertet kommer til at slå hurtigere for at pumpe blod ud i kroppen, så man kan køles ned. Den stigende hjerterate over længere tid kan så betyde, at kroppen udsættes for så meget stress, at den til sidst siger fra.

Hjertet holder op med at slå.

»Dødsfald forårsaget af varmestress ses hyppigst hos folk, der i forvejen har en forhøjet risikoprofil, hvis de over en længere periode er udsat for varmestress,« forklarer Lars Nybo.

Selvom forholdene for migrantarbejderne i Qatar er ekstreme set i forhold til danske standarder, så er der dog forbehold, man skal tage, forklarer Lars Nybo.

En migrantarbejder i det centrale Doha forsøger at køle sig ned ved at plaske vand på sine fødder fra en mudderpøl. Temperaturen var over 35 grader i skyggen på tidspunktet.
En migrantarbejder i det centrale Doha forsøger at køle sig ned ved at plaske vand på sine fødder fra en mudderpøl. Temperaturen var over 35 grader i skyggen på tidspunktet. Foto: Jeppe Elkjær
Vis mere

Mange af migrantarbejderne kommer nemlig fra lande som Sri Lanka, Indien, Kenya, Ghana og Nepal, hvor de i forvejen er vant til at arbejde i høje temperaturer.

Og derfor er arbejdsforholdene ikke nødvendigvis værre end i hjemlandet.

»Sammenligner man med betingelser, hvor de var blevet i deres hjemland og havde arbejdet, så havde forholdene sandsynligvis været lige så slemme, og de havde haft en lavere løn end den, de trods alt får i Qatar,« siger Lars Nybo og uddyber:

»Verden over udsættes omkring en milliard mennesker for at skulle arbejde under meget varme temperaturer. Så det er ikke kun et problem i Qatar,« siger Lars Nybo.