Den danske slutrundedebutant Lasse Møller er ude af VM.

Det oplyser Dansk Håndbold Forbund, DHF, på sin hjemmeside.

Lasse Møller må trække sig fra VM-slutrunden med et forstadie til træthedsbrud.

Venstrebacken nåede at spille VM-åbningskampen men forlader nu landsholdslejren for at forebygge et brud på venstre lægben.

Han har over den seneste uges tid mærket en tiltagende ømhed i underbenet. Det er derfor blevet undersøgt nærmere, og en MR-scanning har vist forstadier til et træthedsbrud.

»Jeg er glad for, at det blev opdaget i tide, så skaden ikke har nået at vokse sig stor,« siger Lasse Møller.

»Men timingen er selvfølgelig megaærgerlig. Jeg ønsker drengene alt mulig held og lykke videre ved VM, for jeg tager herfra med en følelse af stadigvæk at være en del af holdet og vil fortsat holde kontakten med drengene videre i turneringen,« siger Flensburg-Handewitt-stjernen.

Landstræner Nikolaj Jacobsen har valgt ikke at indkalde en erstatning.

»Vi alle ønsker Lasse rigtig god bedring, og forhåbentlig er han snart klar til at spille igen. Jeg vil også gerne sige tak til Lasse for hans indsats for holdet både op til og under VM,« siger Nikolaj Jacobsen.