Den værste kamp. Søvndyssende.
Det er nogle af de ord, som udenlandske medier klistrer på Danmarks kamp mod Frankrig, som endte med at blive VM’s første 0-0-kamp. Åge Hareide er nok ligeglad, for han har sendt sine danske drenge i en VM-ottendedelsfinale, men da Danmark for første gang stod i Moskva, hvor de fleste journalister har base under VM, blev kampen sat under lup.
Og den blev haglet ned.

»Frankrig og Danmark har - uden rigtig at spille den, uden nogensinde at spille den - leveret den værste kamp ved VM. Den første 0-0-kamp. Trist og respektløst,« skriver L’Équipes klummeskribent Vincent Duluc.
I videoen foroven kan du se den festlige stemningsreportage fra danskertoget fra Samara til Moskva.
Han er langt fra den eneste. For også fra England var skribenterne kommet til Luzhniki Stadion i Moskva med håbet om at se spillere som Ousmane Dembele, Thomas Lemar og Christian Eriksen vise nogle af de kvaliteter, som de alle besidder. Men de blev skuffede.
»Det var en så dårlig kamp, at de neutrale, mest russere, ved slutfløjtet buh’ede inderligt af Frankrigs undervældende forsøg på at komme igennem Danmark i den første målløse kamp ved dette VM,« skriver The Telegraph, mens The Guardian var ved at falde i søvn i løbet af de 90 minutter.


»Danmark, der er videre til vind eller forsvind-kampene ved VM, havde ikke tænkt sig at undskylde for deres andel i en søvndyssende fodboldaften, der blev dårligt modtaget med størstedelen af de 78.011 tilskuere,« skriver The Guardian.
Her er et udpluk af andre udenlandske mediers vurdering:
»Når tilskuerne begynder at lave bølgen, som de gjorde efter 20 minutter, ved du, at der er meget lidt underholdning på banen, og det viste sig, da begge hold spillede en nedslående nullert,« skriver The Mirror.
»En masse ingenting - meget frustrerende fra et hold med en masse talent, og det gav en masse russiske buh-råb,« skriver The Independent.


