Inden der kunne snakkes fodbold forud for landsholdets morgentræning i Doha-heden, blev Mikkel Damsgaard bedt om at forholde sig til den kritiske situation i Brentford, hvor klubkammeraten Ivan Toney nu er anklaget for at have brudt bettingreglerne 232 gange.

»Jeg læste det godt. Men jeg ved ikke rigtig noget om det. Nu må vi se, hvad der sker, når jeg kommer tilbage i klubben.«

»Jeg følger med, men jeg ved ikke præcist, hvad der er sket, så jeg kan ikke rigtig kommentere på det,« lød det fra Damsgaard, der prøver at lukke alt andet end VM ude af sine tanker.

Faktisk har landsholdsdarlingen været i tvivl om, hvorvidt han ville få en billet til slutrunden. For det har – lidt overraskende – knebet med spilletid i Brentford.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Jeg tænkte da lidt mere over, om Kasper (Hjulmand, red.) ville ringe og udtage mig, men efter at jeg spillede 90 minutter i cup-kampen forleden, følte jeg mig mere sikker på at komme med.«

»Inden da havde jeg da tænkt, hvad der skulle ske med VM,« indrømmer han.

Mikkel Damsgaard, der fik sit internationale gennembrud under EM-slutrunden for halvandet år siden, tror dog på, at han kan få en markant rolle på banen i Qatar.

»Jeg har selvfølgelig ikke spillet så meget, som jeg gerne ville, men jeg er et rigtig godt sted fysisk. Det har været det vigtigste for mig siden sommer. Jeg mangler selvfølgelig noget spilletid, men det håber jeg at få ved VM og bagefter.«