B.T.s VM-dom: Norge, I håner os!
Norge håner Danmark med endnu en VM-genistreg. Det er ikke til at bære.

Norge håner Danmark med endnu en VM-genistreg. Det er ikke til at bære.

Norge er videre ved VM efter en suveræn sejr på 3-2 over Senegal.
En sætning, selv den ondeste AI-teknologi ikke kunne sammensætte. Men nu står vi her. Læs B.T.s dom fra et dansk mareridt - og et norsk succestogt:

Det her vil hjemsøge mig for evigt. At skulle skrive disse ord. Men Norge... har et forrygende landshold.
Også selv med en til tider vaklende defensiv.
Hvem ville ikke have Erling Braut Haaland, den fuldstændig vanvittige målmaskine, på det danske landshold?
Manden stangede to kasser ind mod Senegal uden problemer. Så naturligt. En af de helt store stjerner ved VM.
Og hvad med Martin Ødegaard, der pludselig er blevet Messi fra Drammen under VM?
Fakta er - desværre - at nordmændene kan komme til at gøre ondt på mange hold. Men mest af alt gør det ondt på os danskere at erkende, at vi ikke er de bedste i Norden.
Vi er faktisk ikke i nærheden.


Norske fans har indtaget Times Square. Norske fans har indtaget MetLife Stadium. Norske fans har indtaget New York. Norske fans mig hér og norske fans mig dér.
Det er simpelthen modbydeligt at overvære for danske rooligans det, der sker Over There lige nu.
Det er på grænsen til nordisk voksenmobning.
Nordmændene har lige nu deres livs fest. Og tilmeld i selskab med et landshold, der kan spille fodbold.
Altså, det er jo ikke til at bære, mand. I håner os, Norge. I HÅNER OS!

Norge og Frankrig er videre ved VM, inden de mødes i den tredje og sidste gruppekamp.
Det åbner op for et helt vildt nordisk scenario.
For der er en mulighed, at 1/16-delsfinalerne kan være et direkte opgør mellem Norge og Sverige.
Meget skal gå rigtigt, men at det i det hele taget er en mulighed er måske den største mavepuster af alle for os danskere.
Et potentielt nordisk VM-brag med Danmark som det sorte får. Suk.