B.T.s VM-dom: Kæmpe fiasko - ydmyget for åben skærm
Tunesien er færdige ved VM efter endnu en pinlig indsats.

Tunesien er færdige ved VM efter endnu en pinlig indsats.

Tunesien blev fuldstændig klædt af for åben skærm.
En panisk fyring hjalp ikke mod et velspillende japansk mandskab, der sejrede hele 4-0. Læs B.T.s dom her:

Vi vender tilbage til Tunesien lige om lidt.
Men Japan! Wow, hvor var de gode.

Vi har set det før ved tidligere slutrunder, og vi må bare konstatere det igen.
De har et herligt, herligt landshold, der spiller en fantastisk omgang intens fodbold. I åbningskampen mod Holland var man i lange perioder det bedste hold og kunne snildt have taget sejren.
Nu smadrede man simpelthen bare Tunesien, der var chanceløse. De kunne have spillet fire fodboldkampe mod japanerne, de kom aldrig i nærheden af målet og var deciderede pinlige at se på.
Japan drev slet og ret gæk med modstanderen. Et seværdigt landshold på alle måder.


Tunesien valgte på opsigtsvækkende vis at fyre landstræner Sabri Lamouchi efter 1-5-nederlaget til Sverige i åbningskampen.
Pludselig blev manden med den hvide skjorte, franske Hervé Renard, fløjet til USA for at tage over midt i VM-slutrunden.
Renard, der har trænet flere afrikanske nationer samt Saudi-Arabien, kunne bare hverken gøre fra eller til. Efter bare tre minutter var man bagud igen.
Og han så tydeligt frustreret ud på sidelinjen.
Ingen som helst forskel gjorde det at fyre landstræneren. Overraskende nok, ikke?

Japanerne er meget tæt på at gå videre ved VM med fire point på kontoen, mens Tunesien må konstatere, at VM blev en kæmpemæssig fiasko med 1-9 som målscore indtil videre.
Nu er spørgsmålet bare for de velspillende japanere, om man ender som etter, toer eller om man sniger sig videre som bedste treer, hvilket man ligger lunt til med fire point og en målscore på 6-2.
Desværre for japanerne står man over for hold som Brasilien eller Marokko efter gruppespillet, skulle det lykkes at gå videre.
Men hvem ved, hvad der kan ske, når man spiller fodbold, som japanerne gør for tiden.