Undskyld.

Lad os bare starte her.

For jeg skylder Mikkel Hansen dét. Altså en undskyldning.

Netop nu spiller han sin landskamp nummer 250 mod Ungarn. En stor milepæl for den 35-årige superstjerne, der har holdt sig på toppen i årevis.

Men efter et efterår under niveau med Aalborg Håndbold troede jeg i december ikke på, at vi ville se det, vi gør lige nu til VM.

Mine ord er blevet gjort til skamme. Heldigvis for det.

Det eneste, jeg helt uforvarende har fået ret i, er, at vi rent faktisk har skullet vænne os til en anden Mikkel Hansen. Bare en genfødt Mikkel Hansen.

Han trives i en rolle som spilfordeler og assistmager – og mål, det scorer han stadigvæk.

At få VM-debutanten Simon Pytlick ind ved siden af ham og Mathias Gidsel har været som at skyde stamceller direkte ind i blodbanen på Hansen. Et dyp i ungdommens kilde.

Spilleglæden oser ud af ham lige nu. Han virker oprigtigt glad i øjeblikket. Efter et noget tungt efterår med Aalborg er det måske logisk nok, for han har fundet frem til noget, der fungerer.

Hvis Pytlick og Gidsel kan fortsætte deres spil, kan Mikkel Hansen fokusere på det, han er god til. De stjæler modstandernes opmærksomhed og tager de hårde dueller, og det efterlader rum til Hansens overblik og afleveringer. Det er imponerende, hvor godt de tre har fundet hinanden.

Vi så det i 2021, da Mathias Gidsel lidt ud af det blå kom og hjalp til. En ny legekammerat, der satte ild til Hansen. To år senere er Simon Pytlick kommet til med et næsten lige så vanvittigt højt niveau. Det er en drøm for Mikkel Hansen, og man ser det tydeligt.

I kampen mod Egypten var det næsten før, man kunne ane smilet i mundvigen på den rutinerede verdensstjerne. Han nød det. Store, markante jubelbrøl kom der fra ham.

Som håndbold-iagttager har det ikke været svært at være betaget af det danske angrebsspil og Hansen især, når det i perioder har ramt verdensklasseniveau.

Hansen er i højere grad blevet en kælen strateg. En dirigent, der må leve med, at det er til tonerne af ‘For Evigt’ og ikke Vivaldis fire årstider. Man må tage det sure med det søde.

Min gamle håndboldtræner, lad os kalde ham ‘Donner i dette private forum’, skrev til mig efter kampen mod Egypten. Han har løbende ikke været begejstret for Hansens niveau i efteråret.

»Hej Johnny, Hvis du ser Mikkel Hansen, så sig undskyld fra mig.«

Hermed gjort for os begge.