Gnid dig selv i øjnene. Knib dig selv i armen. Tag det ikke for givet, for det er næsten for godt til at være sandt.
Vi er vidne til dansk håndboldhistorie for tiden. Ja, sportshistorie i det hele taget.
I øjeblikket befinder vi os i en tid spækket med kæmpe danske præstationer i idrættens verden, og her har håndbolden nok en gang bidraget markant.
For cirka to måneder siden spillede kvindelandsholdet EM-finale, som man tabte knebent til Norge, efter at have taget store skridt tilbage mod toppen de seneste år.
Og nu skal de danske håndboldherrer spille VM-finale søndag aften mod Frankrig med muligheden for at vinde guld for tredje VM-slutrunde i træk.
Lad os lige suge luft ind og tænke over de ord. VM-finale i 2019, 2021 og nu 2023. Måske tre VM-guldmedaljer i træk. Det er helt, helt forrykt.
Jeg tænker, stemningen er god på Dansk Håndbold Forbunds kontor i Brøndby i disse dage. Også selvom resultaterne, succesen, opbakningen fra danskerne i den grad forpligter til videre udvikling.
Danmark er kommet i VM-finalen via Belgien, Bahrain, Tunesien, Kroatien, USA, Egypten, Ungarn og Spanien. Det har for det meste været overkommeligt, hvis vi skal være ærlige, men man kan som bekendt ikke vinde over andre end de hold, man skal møde på sin vej.
Og det gør Danmark.
Ved EM sidste år tabte Nikolaj Jacobsen den taktiske kamp mod den spanske landstræner Jordi Ribera i semifinalen. Denne gang trak han så det længste strå fredag aften i polske Gdansk kombineret med en af de landskampe, der har gjort Niklas Landin til et stykke levende dansk håndboldhistorie. Det var absurd, hvad han leverede i den semifinale.
Vi må aldrig vænne os til den slags præstationer, selvom det måske mere er blevet reglen end undtagelsen. For det er ikke normalt.
Og det vilde er, at det kan blive ved i mange år endnu.
Landin har ikke tænkt sig at geare ned, bare fordi han skal hjem til Danmark, Mikkel Hansen er blevet genfødt på det danske landshold, og så har vi de vanvittige stjerneskud som Mathias Gidsel og nu Simon Pytlick.
Bedst, som man tror, at der umuligt kan komme flere skud på guldstammen – så vokser de alligevel frem. Gang på gang.
Over de seneste 10-15 år har håndboldherrerne vundet det hele. EM-guld, OL-guld og to gange VM-guld. Derudover er det blevet til EM-bronze, OL-sølv og nu minimum en VM-sølvmedalje.
Sølv gider Nikolaj Jacobsen ikke at have i sit medaljeskab, det skal være af guld.
Men uanset udfaldet af VM-finalen på søndag er opfordringen klar herfra:
Gnid dig selv i øjnene, knib dig selv i armen, tag det ikke for givet.
For det er næsten for godt til at være sandt.
