De kommer frem efter mørkets frembrud.
Måske spotter du dem omkring 20.30 fredag aften. De er ikke svære at kende. Hvis du viser dem en håndbold, skriger de som vampyrer foran et katolsk kors. Får de færten af harpiks, formerer de sig som Gremlins.
Med andre ord er det håndboldtid igen. VM-slutrunden for herrerne starter lige om lidt for Danmark.
Og jeg kan ikke komme i tanke om en anden sportsgren, der deler vandene på samme måde.
Hvert år. Hvert evigt eneste år.
Jeg kan forhåndsskrive samtlige diskussioner på sociale medier, på arbejdspladsen og hjemme i stuerne. Det er en sikker drejebog hver gang.
Du enten elsker håndbold eller hader det. Du kan åbenbart ikke bare være ligeglad.
Hvis du ikke sidder klistret til skærmen som fan, så kribler det i dine fingre for at skrive om, hvor lidt du kan lide håndbold.
Og der er især fodboldfans, jeg kigger på. En sport, jeg selv elsker og dækker.
Men 7-mod-6 er ikke lige så fint som en 4-4-2.
Barcelona højre er ikke lige så fint som gegenpressing.
Og en danskerkoloni i Flensborg-Handewitt er bare mindre fedt end i Brentford.
Jeg er træt af det. Jeg er træt af den ironiske distance. Af hånen. Og jeg er træt af at høre på Troels Bechs 15 år gamle citat om håndbolden som polterabend-begivenhed.
Men der er især en sætning, der giver mig akut lyst til at smøre harpiks i øjnene på dem, der ytrer den. En sætning, der prøver at devaluere sporten igen og igen:
»De spiller jo slutrunde hele tiden.«
Som en god kollega fra Jyllands-Posten pointerede i en snak om netop det her emne: Viktor Axelsen kan vinde VM i badminton – hvert år. Mads Pedersen kan vinde VM i cykling – hvert år. Men de får ikke den sætning smidt i hovedet.
Hvad er forskellen, hvis håndboldlandsholdet vinder en slutrunde – om det er EM eller VM – hvert år? Jeg forstår det ikke.
Prøv at høre her.
Håndbold kan være lallende amatøragtigt. Alt for tit. Måske er der endda en klappepølse for meget. Måske er ‘Sweet Caroline’ bare ikke det hit, folk tror. Det vil jeg gerne medgive.
Desuden mistænker jeg alle håndboldspillere – inklusive mig selv i mine begrænsede spilledage – at have buldrende mindreværd over ikke at kunne spille fodbold. Der må være en grund til, at alle håndboldspillere elsker at spille det til opvarmning.
Men håndbold samler hvert år millioner af fans og tv-seere. Gang på gang. Når Danmark spiller på hjemmebane, er lægterne udsolgte. Noget, som det danske fodboldlandshold først har formået inden for de senere år.
Min bøn er helt klar, håndboldhader.
Accepter nu bare, at vi andre har det sjovt.
Accepter, at arenaen i Malmø vil være stopfyldt med danske håndboldfans fredag aften, der drømmer om nyt VM-guld.
Accepter, at du måske bare ikke er håndboldfan.
Så kære håndboldhader.
Det er ikke en personlighed at hade håndbold.
Næste gang, du fyldes med håndboldhad, så passér venligst gaden.
Ellers binder vi dig til en stol med Volbeats ‘For Evigt’ på repeat bragende igennem dine høretelefoner, mens tandstikkerne i øjenlågene sørger for, du kan se samtlige VM-kampe. Også dem med Kap Verde.
Det er ikke en trussel. Det er et løfte. God slutrunde til alle.
Jeg glæder mig!
