Det gik slet ikke som Ronaldo og co. havde håbet på, og nu venter der en slem rute ved VM.

Læs B.T.s dom over kampen her:

Cristiano Ronaldo fik det glatte lag af Colombias tæskehold, der gav ham en hård behandling, hver gang de fik chancen for at nedlægge superstjernen.

Han blev simpelthen pryglet, mens kæresten Georgina og resten af familien så på fra lægterne. 

Den hårdhændede taktik gav pote og holdt portugiserne stangen i kampen - og i gruppen.

Sydamerikanerne vandt puljen, hvilket var fortjent efter en noget lunken omgang fra det stjernespækkede europæiske mandskab, der skal finde tryllestøvet frem, hvis de skal videre til kvartfinalerne.

Også Ronaldos mor, nederst til venstre, var på plads i Miami. Patricia De Melo Moreira/AFP/Ritzau Scanpix

Den slags billeder ser vi ikke på tv, men ved en fanfest i nærheden af stadionet i Miami kom det til tumult mellem ordensmagten og de colombianske fans.

Flere blev anholdt og ført væk af politiet.

Fanfesten i Miami sluttede brat for flere. Giorgio Viera/AFP/Ritzau Scanpix

Portugal har gjort det svært for sig selv: Først møder de Kroatien i 1/16-finalen, og ved sejr står den givetvis på et møde med Spanien.

Colombia kan se frem til et opgør mod Ghana, og vinderen står til at møde vinderen af Schweiz-Iran. Det lyder som en bedre vej end Portugals...

DR Congo spillede sig også videre fra gruppen med 3-1 over Usbekistan, der ellers kom foran tidligt. De møder England i et brag.