Danmark bed fra sig mod verdensmestrene, der dog fortjent sejrede 2-1 i holdenes anden VM-gruppekamp.

Andreas Christensen scorede det danske mål på hovedstød, efter Kylian Mbappé havde bragt Frankrig på 1-0. Det var også Mbappé, der fem minutter før tid stak kniven i danskerne.

Status er dog, at Danmark med god sandsynlighed spiller sig videre fra VM-gruppen med en sejr over Australien i den tredje og sidste gruppekamp.

Herunder kan du læse dommen over kampen:

Monsieur Hjulmand sendte rystelser gennem de danske pressepladser på containerstadionet i Doha, da han sendte startopstillingen til tryk. For den danske Napoleon, Simon Kjær, var simpelthen henvist til bænken.

Officielt skyldtes det fysikken, der stadig ikke er på toppen efter den lange skadespause i Milan. Men vi kommer heller ikke uden om, at indtrykket, han efterlod i kampen mod tuneserne, var lidt undervældende.

Han er ikke færdig ved denne slutrunde. Men dette var nok det første spæde varsel om, at man skal til at vænne sig til en landsholdsfremtid uden Kaptajn Kjær. Der er yngre spillere, der presser sig på – og det er der ingen skam i, når man har 122 landskampe i Hummel-tasken.

Foto: HANNAH MCKAY
Vis mere

Man må ikke drille – altså med mindre man hedder Joachim Andersen.

Vi har i Joachim Andersen fået noget klædeligt bad ass-ness ind på det her danske landshold. Vi har i Premier League set, hvordan han med små pikante skub og brystkasser i ryggen på sin direkte modstander kommer ind under huden på topangribere, der pludselig glemmer alt om at spille fodbold.

Og det var også taktikken, da AC Milan-angriber Olivier Giroud lørdag stod på menuen. Joachim Andersen var på ham som et udslæt. Og udnyttede enhver chance for at frustrere den modelflotte franskmand.

Missionen var lige ved at ramme jackpot midt i første halvleg – for her var Giroud ved at være så irriteret, at han flere gange langede ud efter Andersen. Havde der været lidt mere Mikkel Kessler-præcision i franskmandens højre-jab, så havde Frankrig skulle spille en mand i undertal.

Foto: ANTONIN THUILLIER
Vis mere

Der var på forhånd blot en lillebitte – nærmest usynlig – forskel på at spille uafgjort og tabe i denne kamp. Konklusionen ville være den samme: Danmark skal besejre fodboldminiputten Australien for at komme videre fra VM-puljen (medmindre Tunesien uventet laver den helt dyre mod Frankrig).

Og som alle danske fædre nok lige nu belærer hustru og børn om: 'Hvis ik' vi kan slå Australien, så har vi alligevel INTET at gøre i en VM-ottendedelsfinale'.

Så et sølle point efter to kampe er ingen dansk katastrofe.

Men lad os sige det, som det er: Det var det danske spil til gengæld i de første 70 minutter af dette opgør! Ligesom mod Tunesien virkede danskerne underligt nervøse, langsomme og krampagtige.

Men der skete noget, da Andreas Christensen satte pandebrasken på den bold, som Joachim Andersen uimodståeligt snittede videre. Danskerne virkede pludseligt forløste – og Jesper Lindstrøm begyndte at vise, hvilken gevinst, han kan være for dette landshold.

Derfor sidder vi også med en lidt underlig smag efter 1-2 mod Frankrig. Skuffede over de 70 første minutter – ærgerlige over, at vi ikke dræber franskmændene i de sidste 20. Og pissetrætte af, at vi giver et dumt mål væk til sidst.

Ja, vi er forkælede, når vi kan sidde og være så skuffede efter en ærefuld 1-2'er mod verdensmestrene. Men det her landshold er selv ude om det – det har håndfodret os med blændende fodbold de seneste to år.

Foto: Tolga Bozoglu
Vis mere