B.T.s dom: Legende til grin - ny sherif i byen
En superstjerne glimrede ved sit fravær - men stjal alligevel fokus blot 100 km væk derfra.

En superstjerne glimrede ved sit fravær - men stjal alligevel fokus blot 100 km væk derfra.

Første hold er ude af VM, og Brasilien fik nogle meget nødvendige svar i deres 3-0-sejr, mens verden må undre sig over deres legendariske angriber.
Læs B.T. dom over nattens kamp.


Han surfede ind på VM-scenen og tog verden med storm: Matheus Cunha er den nye boss som Brasiliens frontangriber.
Manchester Uniteds 500 millioner-mand sprudlede med to mål som erstatning for Igor Thiago, der faldt igennem i første kamp mod Marokko og derfor var vraget.
Han må se langt efter startpladsen, for den går til Cunha i resten af turneringen.

Hvor fanden var Neymar?
Legenden, manden med flest mål for det brasilianske landshold, er skadet, men var ikke engang rejst med holdet til Philadelphia. I stedet den 34-årige hjemme i lejren i New Jersey ikke langt derfra.
Hjemme i Brasilien griner de af ham, heriblandt præsidenten Lula.
»Neymar er den første spiller, der er blevet indkaldt til landsholdet, som arbejder hjemmefra,« sagde han ifølge AFP.
Kort før kampstart lagde Neymar hele 12 billeder fra træningsbanen op på Instagram, men nu har han reelt kun en gruppekamp tilbage til at komme i aktion - det er usandsynligt, at han skulle spille en rolle i en knockoutkamp uden at have spillet inden.

Haiti er det første hold, der er ude af VM - og de imponerede ingen i nat.
Et taktisk træk gik helt og aldeles galt.
»Det er en brøler,« lød det fra nattens veloplagte ekspert på DR, Mikkel Beckmann.
En ny ultra-defensiv formation skulle holde Brasilien fra churrasco-buffeten, men i stedet blev det caribiske hold ædt med hud og hår. De ændrede det undervejs - forståeligt.
Kun en symbolsk kamp mod Marokko, der spiller om førstepladsen i gruppen, er på menuen nu.


To mål fra Cunha, et fra Vinicius Jr., men sidste del af Brasiliens fronttrio, Raphinha, havde en ærgerlig aften.
Barcelona-stjernen var såmænd farlig nok, men måtte udgå efter 40 minutter med en skade - og ham vil de nødigt undvære, når det rigtig gælder.
Brasilien kan gå efter førstepladsen mod Skotland, men både skotterne og marokkanerne kan principielt stjæle den i sidste spillerunde.
Gruppevinderen får nummer to i gruppe F med Sverige, Japan, Holland og Tunesien, mens nummer to får vinderen af den gruppe.