B.T.s dom: Fryd for seerne - skamplet for legenden
Didier Deschamps sluttede sin glorværdige landstræner-æra med en skrupskør skamplet.

Didier Deschamps sluttede sin glorværdige landstræner-æra med en skrupskør skamplet.

Ja, bronzekampen er en taberkamp, men vi seere vandt stort efter et opgør med vanvittige ti mål.
Læs B.T.s dom over cirkus-opgøret her:

Bronzedysten var så underlig, som den kunne være!
Det var det vilde vesten, hvor der var skydetelt for alle pengene - den sluttede 6-4 til England, og så var VM's mest målrige kamp en realitet.
Hvor England var ude i et saloonslagsmål mod Argentina i semifinalen, så stod de i bronzekampen over for et fransk forsvar med fløjlshandsker. I første halvleg i hvert fald.
Efter pausen kom Frankrig væltende tilbage med tre hurtige mål, men blev så bremset af et engelsk straffespark, der blev sparket i kassen.

Reduceringen til 4-5 kom for sent, for vi havde gerne taget en forlænget spilletid. I stedet punkterede Bellingham kampen med målet til 6-4(!).
Den franske landstræner Didier Deschamps slog rekorden for flest VM-kampe for en træner og kunne se stjernen Kylian Mbappé blive VM bedste målscorer nogensinde, men den første halvleg var en skamplet på hans fine cv.

Der blev buhet som besat, da Englands sene straffespark skulle omsættes, for det blev sjovt nok ikke målslugeren Jude Bellingham, der fik lov at sparke - det var derimod Bukayo Saka.
Kantspilleren fik lov at fuldbyrde sit hattrick, og han svigtede ikke fra pletten. Men publikum ville altså gerne have superstjernen frem på scenen...
Og det fik de til sidst, da han scorede sit syvende VM-mål efter en dribletur af en anden verden.
England vandt dermed sin første VM-bronze nogensinde.


Nu er der kun en ting at gøre:
Vi skal glæde os til den store finale.
Kamp nr. 104 ved dette VM: Et historisk drama mellem Spanien og Argentina med en vis Lionel Messi i den absolutte hovedrolle.